
Ønsker del af Nedre Mosevej i Skagen som kommunal vej
4. september 2023 - kl. 11:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En ”tilgrænsende grundejer” anmoder kommunen om at optage dele af den private fællesvej Nedre Mosevej nord for Cronborgvej i Skagen som kommunevej.
Dette ønske er sat på dagsordenen for mødet i Teknisk Udvalg tirsdag den 5. september.
Ansøger begrunder bl.a. ønsket med, at vejen forsyner 9 parceller samt privatskole, som befærdes af 100 biler til og fra skolen morgen og eftermiddag, hvilket udgør et stort slid på vejen.
Nedre Mosevej udgør i hovedforløbet en helt central nord-sydgående boligvej i Skagen på ca. 1 km mellem Markvej i syd og Cronborgvej i nord. Nord for Cronborgvej har vejen status som privat fællesvej i et videre forløb på ca. 400 m til Butterstien.
På de første ca. 100 m af vejens forløb fra Cronborgvej danner vejen adgang til 9 parcelhuse og den private Brovandeskolen (ca. 200 elever). På dette forløb er vejen udlagt i 11 m bredde og anlagt med asfaltbelægning i ca. 4m bredde med græsrabatter. I henhold til privatvejsloven er det ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, der skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.
Jf. vejloven kan Byrådet træffe beslutning om, hvilke private fællesveje, der ud fra en samlet trafikal vurdering skal optages som kommuneveje, herunder om vejen har væsentlig betydning for den almene færdsel.
Indstiller at vejstykket ikke optages som kommunal vej
Jf. privatvejslovens §58 har kommunen pligt til at optage en privat fællesvej som kommunevej eller ved færdselsregulering at reducere færdslen, hvis den gennemkørende motoriserede færdsel udgør mere end 50% af den samlede motorkørende trafik. Der foreligger ikke trafikdata på strækningen.
Ud fra vejens beliggenhed og forbindelse til andre veje vurderer den kommunale administration, at der dels ikke forekommer en betydelig mængde uvedkommende gennemkørende motoriseret trafik, dels at vejstykket helt overvejende kun har betydning for de umiddelbart tilgrænsende ejendomme. Vejstykket vurderes således ikke at have væsentlig betydning for den almene færdsel.
Af dagsordenen fremgår det, at hvis vejstykket optages som kommunal vej, overgår vejens vedligeholdelse og drift (herunder græsklipning, snerydning og renholdelse) til kommunen, ligesom eventuel udbygning af vejen vil være et anliggende for kommunen.
Center for Teknik og Miljø indstiller, at den private del af Nedre Mosevej i forløbet nord for Cronborgvej ikke optages som kommunal vej.
Tekst: Per Rye
1 kommentarer til “Ønsker del af Nedre Mosevej i Skagen som kommunal vej” under annoncerne.
















Teknisk Udvalg har besluttet, at den private del af Nedre Mosevej i forløbet nord for
Cronborgvej ikke optages som kommunal vej.