SKAGEN  MARATHON  –  en færdselsulykke!

SKAGEN MARATHON – en færdselsulykke!

16. oktober 2023 - kl. 8:17 - af

Så har der igen været marathon i Skagen, sidste lørdag. Derfor var alle tværgående veje i byen afspærret i flere timer af uautoriserede medhjælpere, som næppe har nogen officiel forudsætning for at kunne styre trafikken. Hvem har dog givet tilladelse til et sådant kaos midt på en lørdag, hvor mange bl.a. skal handle ind til weekenden? Det kan umuligt være færdselspolitiet, hvis opgave det netop er at kunne afvikle trafikken sikkert og for alle trafikanterne. Og det kan umuligt være kommunen eller turistforeningen, for det har de næppe bemyndigelse til. Men hvem er det så, der har givet – og fået – tilladelse til at gennemføre en sådan blokade for byens borgere og servicefunktioner i flere timer midt på en travl lørdag?

    Hvad med ambulancer, der ikke kan komme uhindret frem ved ulykker, ”før der er et hul i løbe-flokken”, hvad med sygetransport, og de mange hjemmehjælpere, både ved akut nødkald og til alm. pleje? Hvad med varelevering, håndværkere og folk, der skal over til toget, eller som skal nå en flyver i Ålborg?

Hvis der sker et forlis till havs, så skal redningsbåden fra Skagen hurtigt af sted, men hvis det nødvendige mandskab dertil ikke kan komme hurtigt nok ned til havnen – hvad så? Alle nødvendige og ofte livsvigtige funktioner kan ikke gennemføres i flere timer, fordi alle tværgående veje i byen er afspærret!

    Har ”man” (?) overhovedet skænket sådanne situationer en tanke? Hvorfor skal motionsløbere have fortin fremfor alle andre borgere i byen? Flere hjemmehjælpere har måttet vente over halve timer for at kunne komme frem – adskillige biler har forsøgt at vende om på de smalle, afspærrede veje, og det ikke uden derved at skramme flere andre, afspærrede biler – for derefter at blive stoppet igen på den næste vej!

Og hvad med beboerne på alle de smalle veje uden fortove i hele Østerby – de kan hverken komme ud eller hjem fra deres egen grund, mens løberiet foregår. – Hvilke andre byer laver en sådan næste total afspærring af tværgående veje midt på en travl lørdag på grund af et motionsløb? Spørg Birgit borgmester hvad hun synes om at få afspærret de tværgående veje i Frederikshavn i over 5 timer i en sådan anledning!

      Jeg vil gerne fremhæve, at motion absolut er en god beskæftigelse, og den kan udøves på mange måder, hvor løb er én af de foretrukne – det kan ingen være modstander af, heller ikke jeg! MEN – det kan gøres på mange måder og på mange forskellige steder, også i Skagen-området! Hvad med f.eks. at løbe frem og tilbage på Hulsig-stien – den er også mere kuperet, så det giver ekstra motion!

      Men en rigtig god og meget mere trafiksikker idé vil være bøjlevejen i den nordvestlige del af Skagen:

Start og mål på pladsen ved det hvide fyr, og så løb fra rundkørslen derude og helt ned til den anden rundkørsel ved Buttervej, evt. frem og tilbage flere gange. Dér er der en bredere vej, ingen nævneværdig trafik og ingen tværveje af betydning – helt perfekt! Løberne, der halser af sted, ser jo ikke meget af Skagen by alligevel, og derude er der masser af plads til klappende og fotograferende publikummer – foruden er smukt og naturskønt område. – Og kom så ikke og sig, at det måske ikke vil være så attraktivt og interessant, set fra et turistmæssigt synspunkt – for det kan jo ikke være meningen, at vi almindelige skagboer og vores nødvendige behov og færdsel i vores egen by, også på dette område, atter skal vige for turisterne og deres interesser – og motionsudøvelse.

Poul Bendixen, Søndervej 24

6 kommentarer til “SKAGEN MARATHON – en færdselsulykke!” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

6 kommentarer til “SKAGEN MARATHON – en færdselsulykke!”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'SKAGEN MARATHON - en færdselsulykke!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger