Kasper Juul og Kirsten Lind.
Over 900 besøgende på ferniseringsdagen
14. juli 2025 - kl. 9:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Galleri Juul åbnede stor sommerudstilling på toppen af Danmark – med over 900 besøgende på ferniseringsdagen.
Lørdag den 12. juli slog Galleri Juul i samarbejde med Galleri Grenen / Grenens Kunstmuseum ved Kirsten Lind ,dørene op for sommerens store kunstudstilling i Skagen. Ferniseringen blev en overvældende succes med over 900 besøgende, der fandt vej til Grenen for at opleve kunst i særklasse.
Det summede af liv, stemning og spændende kunst i de smukke lokaler, hvor Galleri Juul råder over hele stueetagen i seks uger – noget der aldrig er sket før, som Kirsten Lind udtalte med begejstring. I underetagen kan man samtidig opleve den permanente udstilling af Axel Linds værker, som også blev mindet på ferniseringsdagen med varme ord. “Uden Axel var vi ikke her i dag,” sagde Morten Juul Melhede i åbningstalen.
Folk kom fra nær og fjern for at opleve udstillingen og den særlige stemning, som Grenens unikke beliggenhed tilfører. Det blev en dag med sol, kunst og møder mellem mennesker i alle aldre.
Kasper Juul var overvældet over det flotte fremmøde og den varme modtagelse. Galleriets rum summede af nysgerrighed og begejstring, og besøgende strømmede gennem rummene hele dagen.
Galleri Juul har til huse i Nordsjælland, men denne sommer er galleriet rykket til Skagen med hele 25 kunstnere, herunder galleriets ejer og kunstner Kasper Juul, der selv er født og opvokset i Skagen.
Skagen er ikke blot Kasper Juuls hjemby – det er hans dybeste inspiration. Havet, lyset og naturens kræfter former store dele af hans værker, og netop Skagen har sat tydelige spor i hans kunstneriske udtryk. I malerierne fornemmer man ikke bare stedets fysiske landskab, men også den følelsesmæssige tilknytning, Kasper har til sin hjemstavn.
Kasper Juul maler havet i en ny og rå fortolkning. Som han selv udtaler: “Man er ikke i en båd, man er ikke på land – man er havet.” Hans hav- og fiskemalerier er en dybt personlig hyldest til hans far, der var fisker. Samtidig er hans menneskebilleder en kærlig tak til hans mor, som lærte ham at møde livet og andre mennesker med åbent hjerte – og som ofte tog ham med på ture til Grenen, hvor de besøgte Axel Lind. Derfor var det netop Galleri Grenen, Kasper ønskede at skabe denne særlige udstilling i.
Udstillingen byder på et bredt udvalg af billedkunst, skulpturer og unika keramik – både til inden- og udendørs brug – og kan opleves frem til 17. august i Galleri Grenen / Grenens Kunstmuseum.
I uge 29 og 30 kan man møde Kasper Juul personligt i galleriet. Derudover inviteres publikum til mini-ferniseringer fredag den 18. og lørdag den 19. juli – begge dage fra kl. 14, hvor man kan møde både Kasper Juul og kunstneren Morten Bøgh Andersen. Der vil også være aftenåbent – følg med i åbningstiderne på Facebook: Galleri Juul.
Kig forbi Kirsten Lind og Kasper Juul.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Over 900 besøgende på ferniseringsdagen' til en bekendt