Sådan bliver Skagenfestivalen kvalt
19. juli 2025 - kl. 15:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er trist at erfare at årets festival ender med et underskud. Men ikke overraskende! I årevis har festivalens indtjeningsevne været hæmmet af den tilgang byens restauratører har til den: Byen vrimler med gratis musiktilbud hele festivalweekenden. Jeg kan kun ræsonnere mig til at tankegangen må være: Herligt at festivalforeningens frivillige bruger kræfter og midler på at trække publikum til byen, så slipper vi selv for besværet. Og med en lille investering i en ukendt kunstner – eller to – kan vi hive publikummet ind til os og skumme omsætningen.
Og det er jo også besnærende for publikum, de sparer de entrebilletten og med til en eller anden form for fest(ival). Selvom samme publikummer i mange andre sammenhænge gerne betaler et pænt trecifret beløb for en koncertbillet.
Jeg gik en tur i Skagen fredag eftermiddag og kunne i løbet af 20 minutter spotte 8 alternative scener til festivalen!
Jeg vil finder denne adfærd fra restauratørerne temmelig ugennemtænkt. Og egentlig ganske arrogant overfor de mange engagerede frivillige, der ligger masser af kræfter i at stable festivalen på benene!
Skagenfestivalen var i mange år en af landets betydelige festivaler. Men verden står ikke stille. Kulturforbruget er steget ganske voldsomt, mange nye festivaler er kommet til og mange af de gamle festivaler er vokset til professionelle organisationer, der målrettet arbejder med udvikling af program, fysiske rammer og markedsføring. Hele året! Næste trin vi nu ser i den udviklingc, er at internationale event-virksomheder selv er begyndt at etablere festivaler i landet. F.eks. NorthSide i Århus og Tinderbox i Odense.
I takt med denne udvikling, stiger publikums forventninger også til festivalernes formåen.
Skagenfestivalen er med andre ord oppe mod konkurrence om publikum fra andre begivenheder/festivaler.
Skagenfestivalen har aldrig kunnet realisere en indtjening der har gjort den i stand til at følge den udvikling andre festivaler har præsteret. Der er ingen fuldtidsansatte der kan facilitere driften. Det hele er afhængigt af frivillige. Og selvom de er dedikerede og hårdtarbejdende, kommer de til kort overfor andre festivaler der kan trække på fuldtidsarbejdskraft. F.eks. har Nibefestivalen 8 fuldtidsansatte i deres organisation.
Som status er nu, vil jeg lidt hårdt påstå at Skagenfestivalen nu er reduceret til en lidt forstørret byfest med en efterhånden høj gennemsnitsalder på sit publikum!
Jeg finder at den erklærede tænkepause fra festivalens side er et ret fornuftigt træk. Men det vil være klogt hvis det ikke kun er festivalens ledelse der tænker sig om!
Skagenfestivalen har stadig et godt brand og et stort potentiale. Den er bare nødt til at kunne lave en indtjening der gør den i stand til at kunne udvikle sig og følge med landets andre festivaler. Med Skagens rammer kan det blive en endnu mere fantastisk begivenhed. Det kunne også blive med mindre druk og mere kvalitet, hvilket jeg tror mange skagboer vil sætte pris på.
Hvis Skagens restauratører bakker op om festivalen, og lader være med at konkurrere med den i de fire festivaldage, tror jeg der er mulighed for at der kan tjenes så mange penge at festivalen kan komme ind i en positiv udvikling. Hvilket jeg er overbevist om er en bedre forretning for alle på den lange bane.
En opbakning kan jo se ud på mange måder: Det behøver ikke kun at være det velkendte sponsorat. Det kunne også være hjælp med know-how, forpagtning af salg, hjælp med indkøb etc.
Og måske kunne der også overvejes at lave en ”Arena Nord” i Skagen? Her referer jeg til det der skete i Frederikshavn for 14 år siden. Her blev Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen fusioneret i en selvejende fond. Det har givet en mere rationel drift og mange flere muligheder i husene. En ren win-win.
En sammenlægning af Kappelborg, Skagen Kultur- og Fritidscenter og Skagenfestivalen vil åbne for en hel masse nye muligheder. Jeg ved at der pt arbejdes for at få kulturhuset Kappelborg ind i en mere selvstændig form. Men kunne man ikke gå hele vejen?
Og bare for en ordens skyld – hvorfor er det jeg blander mig? Jeg har en mangeårig veneration for Skagenfestivalen: Min klasselærer var med til at starte festivalen, og jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde på festivalen som lydtekniker gentagne gange. Og har som indehaver af en eventteknisk virksomhed været totalleverandør til festivalen i en årrække.
Jeg er nu underviser på Eventteknikeruddannelsen, hvor vi uddanner teknikere til den danske eventbranche. Det giver en berøringsflade med hele den danske underholdningsbranche, og dermed en betydelig indsigt indefra i hvad der foregår rundt omkring.
Og så har jeg også været aktiv koncertarrangør i mange år. Og har altid haft en kulturpolitisk interesse i vores kommune.
Med håbet om en lykkelig udgang.
Niels Østergaard (Byrådskandidat A)
11 kommentarer til “Sådan bliver Skagenfestivalen kvalt” under annoncerne.
















Tænker på, om ikke det er muligt, at lave et koncertsted for nostalgi-publikum der gerne vil mindes festivaltiden fra det hed skagen visefestival, og et koncertsted med nogle bands for yngre mennesker – der skal skæres ned på de teltudgifter med halvfyldte koncerter. Vi oppe i alderen vil også gerne høre noget nyt og godt musik, og ikke kun de sædvanlige travere.
Undskyld forvæksling af navne.
Men, det gør ikke din holdning bedre
Hr. Poul
Det bliver “op af bakke” med din indstilling.
Lad nu det mange frivillige finse deres egne ben. Stor respekt for de mange frivillige.
Glæder mig til næste år.
Slut fra mig.
Stor hilsen og tak til de frivillige.
Helge
Hej Karin
@Ved ikke om du nogensinde har haft et frivilligt job, hvor du-og din familie- lagde hele deres sjæl og deres fritid i arbejdet?
ja nu hopper kæden jo også helt af for dig, men du skal naturligvis også have et svar.
Jeg lægger ikke bare mit arbejde i min fritid ind i mine projekter på verdensplan.
Når jeg går ind i en sag er det 24/7 og en stor sæk penge.
Her kan vi nævne “Mårup Kirke” Huanchaco i Peru, hvor jeg redede en hel by fra at skylle i havet.
Ja senest sparede jeg den Danske Stat for 200 mio. kr. til kystfodring 2011-2020 ved Skodbjerge og fik en bøde på 900.000,00 incl. omkostninger.
Kystdirektoratet tabte imidlertid sagen i fogedretten i Hjørring for et par måneder siden.
jeg ved udmærket at du laver frivillig arbejde i den Svenske Sømandskirke, hvor du sad og drak kaffe sidst jeg så dig
MVH
Poul
Det gør ondt at se, hvor dårligt det står til med Skagen Festival i disse år. Hvad der engang var en stolt og stemningsfuld musikfestival med bred appel, er nu reduceret til noget, der minder mere om et intern arrangement for de frivillige og en håndfuld stamgæster end en folkefest med kvalitet og bredde.
Lad os sige det, som det er: Musikprogrammet holder ganske enkelt ikke. Det er tyndt, uinspireret og langt fra det, der kunne trække nye og yngre publikummer til byen.
Som Poul rigtig nok skriver, at når man endnu en gang hiver Tørfisk op af hatten – med deres slidte vittigheder og forudsigelige optræden – som om det var en stor nyhed, så er det ikke underligt, at mange vælger at blive væk.
Og endnu en gang har Poul ligeledes ret i at festivalen anvender store summer på telte, frivilligcamping og diverse logistik, mens Skagen Hallen står halvtom under flere koncerter. Det er økonomisk uansvarligt og dårlig prioritering.
Hvorfor ikke samle kræfterne og rykke festivalen ind i hallen i 2026, så vi kan få styr på økonomien og skabe en bedre helhedsoplevelse?
Man kan ikke blive ved med at skyde skylden på restauranterne, som faktisk leverer varen. Det er her, mange gæster ender – netop fordi de får god musik og hyggelig stemning, uden at betale festivalbillet til noget, der skuffer. Det er ikke restauratørerne, der dræber festivalen – det er ledelsen selv.
Der er behov for nye kræfter i spidsen. Hegaard og co. har haft deres chance, men resultaterne taler for sig selv. Hvis festivalen skal overleve, kræver det en ledelse med visioner, nytænkning og mod til at forandre.
Hvis man få km herfra kan skabe Rock i Frederikshavn med overskud, og hvis man tager lidt længere sydpå så er der
en udsolgt festival – Nibe – her har man formået at balancere økonomi, musikprofil og publikumsoplevelse på en måde, Skagen kun kan drømme om i dag.
Vi skal ikke af med Skagen Festival – vi skal redde den. Men det kræver, at vi erkender, hvor galt det står til, og tør tage de nødvendige skridt.
John
Kære Poul Jacobsen.
Ved ikke om du nogensinde har haft et frivilligt job, hvor du-og din familie- lagde hele deres sjæl og deres fritid i arbejdet?
Det har Hegaards, og ærligt talt så synes jeg ,det er er svinsk og modbydeligt læserbrev, du har sendt dem. Her fremstiller du dig selv, som en besserwisser af værste rang.
God søndag fra en frivillig.
Hej Helge
Nu er kæden vist hoppet helt af for dig her i sommervarmen.
Det er Niels Østergaard (Byrådskandidat A), som opstiller til Byrådet der kloger sig i denne sag i lighed med dig
Det gør ikke noget at man sætter sig ind i sagen inden man skriver i Skagens Avis.
Mvh
Poul
Hej Poul (byrådskadidat for A)
– hvorfor skal der nu blandes politik i Skagen festival?
Skagen festival hører hjemme på havnen, det er her publikum gerne vil samles.
Skagen hallen kan benyttes til koncerter på andre tidspunkter af året.
Med venlig hilsen fra en deltids “Skavbo”
Helge (upolitisk).
@Niels Østergaard (Byrådskandidat A)
Du tager fuldkommen fejl i denne sag.
Det er ikke restauranterne, som tager livet af Festivallen.
Ledelsen med Hegaard i spidsen evner det ikke, så der skal nye folk til, som skal starte med besøge Nibe Festivallen.
Skagen Festivallen skal bestå og bør reduceres til Skagen Hallen i 2026, så der kommer styr på økonomien.
Det er jo tåbeligt at leje dyre telte, når Skagen Hallen er halvtom til koncerterne.
Det er simpel logik
Der skal bedre musik på programmet. Tørfisk og deres vandede vittigheder har også udspillet deres rolle og kan ses på You Tube
helt gratis
Vi nyder musikken på restauranterne, som leverer varen.
MVh
Poul
Skagen festival.
Vi har besøgt/oplevet Skagen festival gennem rigtig mange år.
Tider skifter og det gør publikum også. Det er rigtig at diverse resturanter “stiller” gratis musik til rådighed for deres gæster – sådan er det.
Skagen festival skal bestå.
Koncentrer aktiviteten omkring havnecenen og drop de øvrige spillesteder.
Det kræver mindre planlægning/arbejde og et mindre antal frivillige.
Vi glæder os til 2026.
God arbejdslyst
Tak for indslag.
Jeg har været på Tønder Festival flere år.
Og har et par år ville prøve Skagen Festival.
Glædet mig til at den måske er i mindre format en tf der efterhånden er blevet stor og har formået at få de yngre med. Måske på bekostning af musiktype der spilles. Flere bands spiller jo også på de “almindelige” festivals nu.
Så Skagen bliv endelig ved originaliteten.
MEN
hverken min kæreste eller jeg der ellers ikke har problemer med at orientere os kunne finde ud af hvordan Skagen Festivalen egentlig hænger sammen.
Flere forskellige spillesteder med indgangsbillet til hvert sted. Vi kender ikke konceptet ej heller præcist overblik over spillestederne.
Endte IGEN med vi ikke orkede at gennemskue det.
Som om man skal kende konceptet på forhånd for at se ideen og kunne beslutte hvem man vil høre hvornår og hvor.
Hjemmesiden med links til musikken er god.
Men jeg har åbenbart brug for en ” Skagen Festival for begyndere” forklaring før jeg sætter kursen den vej.
Ærgrer mig for det er jo netop den musik jeg vil høre. Og kommer for.
Og ikke for meget druk på festivalen.
Det ødelægger musikoplevelse.
Vh Lotte. ( Ikke gammel😀)