De frivillige fra Skagen Broderlaug (mens der ventes på øllerne) fra venstre: Per Sørensen, Egon Mejer, Kurt Dam Sørensen, John Møller, Kurt Kirkedal og Henning Brandhof.
Det trængte virkelig: Frivillige giver legepladsen et løft
28. maj 2026 - kl. 6:36 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sidste år i august fik skaterbanen ved Kappelborg et tiltrængt løft, og senere på året blev legeredskaberne serviceret. I disse dage er det så hegnet/stakittet omkring pladsen, der får en ansigtsløftning. Alle forbedringerne er økonomisk støttet af Skagen Håndværker- og Industriforening.
Formand for foreningen, Rasmus Thorsen, fortæller:
“Pladsen ved Kappelborg bliver brugt rigtig meget, og det slider naturligvis på det hele. Derfor giver det god mening løbende at forbedre området til glæde for både lokale børn og de mange turisters børn. Efter renoveringen af skaterbanen sidste år kontaktede vi Skagen Broderlaug og lavede en aftale om, at de skulle hjælpe med at male omkring legepladsen. Det er netop det arbejde, de er i gang med nu.”
Da SkagensAvis lagde vejen forbi, var seks medlemmer af Broderlauget i fuld gang med arbejdet – dog ikke mere travlt end at der også var tid til en ølpause.
“De søde piger i Skoæsken og Stenbroen har sponsoreret øllerne, og til middag er vi inviteret på Jakobs til noget lækkert mad,” fortæller formand for Skagen Broderlaug, Kurt Kirkedal.
Han fortsætter:
“Vi var ikke i tvivl, da vi blev spurgt, om vi kunne hjælpe. Det hele trængte virkelig til en hånd, og vi ved, at mange børn kommer til at bruge pladsen hen over sommeren. Derfor må det også gerne se ordentligt og indbydende ud.”
Arbejdet der startede i torsdags med algebehandling og udskiftning af ca 20 stakit spoler forventes afsluttet enten i dag torsdag eller fredag.
Bygma har sponsoreret maling og pensler.
Når arbejdet er færdigt, vil Skagen Broderlaug kontakte kommunen med forventning om, at den sørger for den sidste finish – blandt andet ved at få pladsen fejet.
Som det kan ses på billederne herunder trængte pladsen virkelig til en gang maling, noget der ikke er sket siden legepladsen åbnede i 2013 !!
1 kommentarer til “Det trængte virkelig: Frivillige giver legepladsen et løft” under annoncerne.
















Tusind tak for jer. Dejligt med sammenhold omkring vores allesammen legeplads