Albert Kelani.
”Vi vil have, at folk skal mærke os”
17. juli 2026 - kl. 7:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen har to gastronomiske samlingspunkter, og bag dem står en lokal familie med en fælles drøm. Med åbningen af MER.K Bistro på havnen og Luna Ristorante på Kappelborg, har familien Kelani for alvor slået rødder i Skagens hjerte – og byen har taget imod dem med åbne arme.
Når man træder ind ad døren hos den nyåbnede MER.K Bistro på Auktionsvej, mærker man det med det samme. Duften af klassisk fransk bistro, den summende, uformelle stemning og ikke mindst det store smil fra det unge, hårdtarbejdende personale.
Forpagterne og ægteparret Albert og Vildane Kelani har sammen med deres tre børn – Monika, Elisa og Robert – skabt et lille familieimperium i Skagen. Først rykkede de deres populære, italienske restaurant Luna Ristorante ind i de nyrenoverede og ikoniske rammer på Kappelborg (juni 2025), og nu har de udvidet familien med MER.K Bistro på havnen, som er rykket ind i de maritime omgivelser som en del af Maskinrummet.
Navnet der binder familien sammen
Det er ikke tilfældigt, at den nye bistro har fået netop det navn. Bogstaverne gemmer nemlig på en dyb, personlig betydning for forældrene Albert og Vildane.
”MER står for initialerne på vores tre børn – Monika, Elisa og Robert – og K’et står for vores efternavn, Kelani,” fortæller familien.
Forældrene har altid haft en stor drøm om at åbne en restaurant opkaldt efter deres tre børn. Men navnet har også en anden dimension. Siger man det højt, lyder det som det danske ord ”mærk”. Og det er præcis det, der er missionen: Gæsterne skal kunne mærke den passion, varme og det nærvær, der bliver lagt i alt fra maden til betjeningen.
”Det har været helt vildt fedt”
At åbne to restauranter i en by som Skagen, hvor kampen om det gode personale ofte er hård, kan være en udfordring. Men familien Kelani har oplevet det stik modsatte.
”Det har været sindssygt skønt at starte op her,” lyder det med stor begejstring fra holdet bag restauranterne. ”Vi har været utroligt heldige og har fået det mest fantastiske, arbejdssomme og unge personale. Det er ellers noget, mange kæmper med heroppe, men vi synes virkelig, vi har fået godt styr på det. Folk er så glade og friske.”
Den positive energi smitter af på gæsterne, og opbakningen fra lokalsamfundet har været overvældende.
”Skagen er bare en helt fantastisk by. Vi er blevet taget så utroligt godt imod. Både lokale og turister er strømmet til for at støtte os og spise hos os, og det gør os simpelthen så glade og taknemmelige.”
To forskellige universer – samme hjertevarme
Selvom det er den samme familie, der står bag, tilbyder de to restauranter to vidt forskellige oplevelser:
Luna Ristorante (Kappelborg): Her er fokus på det autentiske, italienske køkken med hjemmelavet, friskbagt brød, klassisk tiramisu og velsmagende månedskort, der kan nydes i de hyggelige lokaler midt i byen, hvor den gamle pejs igen er vakt til live.
MER.K Bistro (Skagen Havn): En klassisk, fransk-inspireret bistro midt i det rå, maritime havnemiljø ved Maskinrummet. Perfekt til en uformel frokost, en hyggelig middag eller en lækker dele-tapas-planche med charcuteri og gode vine.
Hvad enten man er til italiensk hjertevarme på Kappelborg eller fransk bistrostemning på havnen, er budskabet fra familien Kelani klart, når de med tre samstemmende stemmer og store smil byder indenfor:
”Velkommen til MER.K Bistro – og velkommen til Luna!”
Foto og tekst: Peter Jørgensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Vi vil have, at folk skal mærke os”' til en bekendt