Sommerhus på Flagbakkevej ønskes udvidet
25. juli 2026 - kl. 3:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har i henhold til lov om planlægning i et offentligt opslag meddelt landzonetilladelse til udvidelse af et sommerhus på ejendommen Flagbakkevej 21 i Skagen.
Ejendommen består af et sommerhus samt et udhus, som er opført på en grund med et areal på 15.576 m2 beliggende i landzone. Området er i kommuneplanen udpeget som særligt værdifuldt naturområde med særligt værdifulde landskaber og i et område med vedtaget økologisk forbindelse.
Det eksisterende sommerhus er på 40 m². Det vil efter den ansøgte til- og ombygning få et bebygget areal på 96 m². Samtidig reduceres det eksisterende udhus fra 15m² til 8m². Bygningernes eksisterende fibercementtag (asbest) er planlagt udskiftet til grønt tag (Sedum). Facaderne vil blive beklædt med ubehandlede stålplader.
Opførelsen af den ansøgte tilbygning forudsætter en landzonetilladelse efter planloven, idet der er tale om udvidelse af et sommerhus. Planloven har til hovedformål at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land samt sikre, at arealanvendelsen og opførelsen af byggeri sker i overensstemmelse med den kommunale planlægning.
Projekt af begrænset omfang
Der er i tilladelsen fra kommunens side lagt vægt på projektets begrænsede omfang, og at den samlede størrelse af sommerhuset efter udvidelsen ikke vil afvige fra, hvad der normalt tillades for sommerhuse i landzone.
Ejendommens bebyggelse opføres tæt forbundet. Den vil få karakter af spredt bebyggelse og vil dermed ikke påvirke de natur- og landskabelige værdier i området negativt og heller ikke være i strid med landzonebestemmelsernes formål. Bygningen bliver ikke synlig i det åbne landskab, da den vil være placeret i ly af ejendommens tætte beplantning.
Det er kommunens vurdering, at ejendommen efter den tilladte udvidelse ikke vil få en størrelse, der indebærer en negativ påvirkning af områdets natur- og landskabelige værdier. Da den ansøgte boligudvidelse sker på et område, der allerede indgår i ejendommens anlagte græsareal, vurderes det, at en udvidelse ikke vil påvirke hverken beskyttet natur eller områdets biologiske og landskabelige værdier.
Der er ikke foretaget naboorientering, idet kommunen vurderer det ansøgte til at være af helt underordnet betydning for naboer.
Eventuelle indsigelser kan fremsendes inden udgangen af juli.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommerhus på Flagbakkevej ønskes udvidet' til en bekendt