Tiderne har ændret sig – nu lukker Skagen Antik og Genbrug

Tiderne har ændret sig – nu lukker Skagen Antik og Genbrug

26. juli 2026 - kl. 6:09 - af

På fredag er det slut. Efter 13 år som selvstændig lukker Anita Oscar dørene til Skagen Antik og Genbrug, og dermed slutter et kapitel, som har fyldt en stor del af hendes liv.

Butikken har gennem årene været et sted, hvor både lokale og turister har gjort gode fund, afleveret genbrug og fået en hyggelig snak. Men udviklingen har ændret vilkårene for de små genbrugsbutikker.

“Det er ikke længere rentabelt at drive en genbrugsbutik. Der er sket rigtig meget de seneste år, og folk handler på en helt anden måde end tidligere,” fortæller Anita.

Hun peger blandt andet på, at de sociale medier har gjort det nemmere for folk at sælge direkte til hinanden.

“I dag bliver rigtig meget solgt via Facebook og Marketplace, og mange laver opslag om private loppemarkeder, hvor de stiller deres genbrug ud på fortovet. Det er en naturlig udvikling, men det betyder også, at der kommer færre kunder i butikker som min.”

Selvom beslutningen om at lukke ikke har været nem, ser Anita frem til et nyt kapitel.

“Jeg har været selvstændig i 13 år, og det har været en fantastisk tid. Men jeg glæder mig faktisk også til at prøve noget nyt og slippe for det ansvar, der følger med at drive sin egen virksomhed.”

Fremover bliver hun en del af produktionen hos Læsø Fiskeindustri.

“Jeg ser frem til at møde nye kolleger og få en hverdag, hvor jeg kan gå hjem fra arbejde og holde fri.”

Det, hun kommer til at savne mest, er de mange mennesker, der har lagt vejen forbi butikken gennem årene.

“Jeg vil gerne sige en kæmpestor tak til alle, der gennem årene har haft deres gang i butikken. Tak til alle kunderne, som har kigget forbi, handlet eller bare er kommet ind til en hyggelig snak. Tak til dem, der har afleveret ting til genbrug, og en helt særlig tak til de frivillige, som har hjulpet til gennem årene. Uden jer var butikken ikke blevet det hyggelige sted, den har været. Jeg kommer til at savne jer alle sammen.”

Som en sidste tak til kunderne holder Skagen Antik og Genbrug ophørsudsalg torsdag og fredag, hvor der er 50 % rabat på alt genbrug i butikken.

Når dørene lukkes for sidste gang fredag, begynder arbejdet med at pakke det sidste ned.

“Det, der måtte være tilbage, bliver doneret til velgørenhed, så tingene kan få nyt liv et andet sted. Det synes jeg er den helt rigtige afslutning.”

Med lukningen af Skagen Antik og Genbrug er en velkendt butik i Skagen fortid, men Anita Oscar ser tilbage på de 13 år med stor taknemmelighed.

“Jeg har mødt utrolig mange dejlige mennesker gennem årene, og det er de minder, jeg tager med mig videre.”

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tiderne har ændret sig – nu lukker Skagen Antik og Genbrug' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger