Årets sidste aftensang ved Vippefyret blev en usædvanlig oplevelse

13. august 2026 - kl. 7:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Lyset over Fyrbakken har altid sit helt eget liv, men i går blev det rammen om et ekstraordinært møde mellem den danske sangskat og et sjældent naturfænomen. Da hundreder af lokale, sommerhusejere og feriegæster samledes til årets fjerde og sidste udgave af Aftensang ved Vippefyret, skete det nemlig under en partiel solformørkelse.

Solformørkelsen begyndte klokken 19.10, nåede sit højdepunkt klokken 20.03 og sluttede klokken 20.56. Månen gled ind foran solskiven og kastede et helt særligt, dæmpet og næsten metallisk lys over klitterne og Kattegat, inden de røde skumringstoner tog over.

Da sangbladene blev uddelt mod klokken 20.30, var det usædvanlige lys fortsat mærkbart over Fyrbakken – men som arrangørerne på forhånd tørt havde bemærket, var der fortsat rigeligt med lys til at kunne læse teksterne i sangbladet.

En tradition født af et savn

Aftensangen ved Vippefyret afholdes blot fire gange om sommeren – én i juni, to i juli og den afsluttende udgave i august. Hvad der i dag trækker op mod 1.500 mennesker til Fyrbakken på de største aftener, begyndte oprindeligt som en nødløsning.

»Det var i 2021, lige efter corona-årene. Vi måtte hverken afholde Sankt Hans-bål i 2020 eller 2021, og vi manglede det her fællesskab,« fortæller opfinderen af initiativet, operasanger Jens-Christian Wandt.

»Så tænkte jeg, at vi måtte lave noget fællessang i stedet for, og det blev en kæmpe succes. Siden er det bare vokset, og i dag har vi måske skabt en ny Skagen-tradition. Sang er ganske enkelt verdens bedste fællesskab.«

Det enkle dogme

På trods af arrangementets vokseværk holder Jens-Christian Wandt stædigt fast i det enkle og helt nære format uden tekniske dikkedarer.

»Jeg kan godt lide den der dogme-ting med, at der hverken er mikrofoner eller højttalere. Jeg siger lige en lille smule, sætter sangen i gang, og så synger vi bare sammen allesammen – og så er der helt solnedgangs-mørkt til sidst,« siger han med et smil.

Det var netop denne uforstillede ramme, der mødte publikum, da fællessangen gik i gang klokken 20.30 med en stribe af de mest elskede danskersange på programmet.

Fra lærkerede til solnedgang

Repertoiret bød på en rejse igennem den danske sommer og det gryende sensommerlys. Der lagdes ud med den lyse tone i »Jeg er havren« og »Jeg ved en lærkerede«, før forsamlingen fortsatte over i »Sensommervise«, »Den blå anemone« og »Septembers himmel er så blå«.

Som aftenen skred frem, flettede sangene »Et hav der vugger sig til ro nu« og »Stille hjerte, sol går ned« sig direkte ind i omgivelserne, mens mørket langsomt lagde sig over havet. Aftenen – og årets sæson – blev afrundet med »Erindring«.

Naturfænomenet og de mange stemmer på Fyrbakken efterlod ingen tvivl: Selvom sommerens sidste aftensang ved Vippefyret er forbi for i år, har skagenstraditionen for alvor bidt sig fast.

Foto og tekst: Peter Jørgensen