Husk Skagen Litteraturfestival i efterårsferien

Husk Skagen Litteraturfestival i efterårsferien

13. september 2010 - kl. 18:36 - af

En håndfuld af de mest populære, bedst skrivende og skarpeste penne kan opleves på årets LITTERATURFESTIVAL i Skagen i uge 42. Man lægger ud med den norske succesforfatter Anne B. Ragde, der fået sig et enormt europæisk publikum med trilogien Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge.
Berlinerpoplerne er oversat til mere end 20 sprog, så både i Korea, Rumænien, Frankrig og i Island har man kunnet fornøje sig over romanen, hvor de tre brødre samles ved moderens dødsleje, hvorefter skeletterne rasler ud af skabene. Anne B. Ragde har udgivet bøger siden midten af 80’erne, og når hun kommer til Skagen er hun højaktuel med den danske udgave af den saftige, erotiske roman Natønsket om musikjournalisten Ingunn, der forlyster sig med mænd morgen, middag og aften. Bogen udkommer i Danmark den 12. oktober, en uge før man kan møde Anne B. Ragde på De2Have.

Midt i ugen kan man møde globetrotteren, skribenten og filmmanden Troels Kløvedal ved en forrygende forestilling i Torvehallen på Fiskergangen 12. Han vil fortælle bredt om sit fantastiske liv som kaptajn på Nordkaperen og om sit forfatterskab. Senest har han som bekendt forlystet hele nationen med TV-serien i anledning af den danske flådes 500 års jubilæum. Arrangementet hedder Splitte mine bramsejl og vil naturligvis være ledsaget af billeder og filmklip.

Lørdag kulminerer Skagen Litteraturfestival med arrangementet Hvad skal vi med romanforfattere? Redaktør Jes Stein Pedersen præsenterer forfatterne Hanne Vibeke Holst, Olav Hergel og Carsten Jensen og tænder bålet under en hed diskussion om romanens nødvendighed og forfatterens forpligtelser.
Stjæler disse romanforfattere bare vores tid? Hvad sker der med publikum, når den sidste side er læst? Drejer et sig kun om underholdning, eller skal der være en mening i galskaben?
Carsten Jensen, Olav Hergel og Hanne Vibeke Holst er alle forfattere med markante synspunkter, og ved siden af romanforfatteriet blander de sig hyppigt i samfundsdebatten. Publikum i salen er meget velkomne til at blande sig i debatten. Der vanker også kulinariske overraskelser i løbet af eftermiddagen.
 
Der løber flere andre arrangementer af stabelen i efterårsugen. Film, Drachmannaftener og byvandringer er med til at sætte yderligere spræl i Skagen Litteraturfestival. Programmet kan hentes på biblioteket eller turistkontoret og ses på http://www.litteraturfest.dk.
Billetsalget er allerede godt i gang. Billetter købes på turistkontoret eller http://www.skagenbilletten.dk.
Skagen Litteraturfestival støttes fra mange sider økonomisk. I år har også et stort antal af byens butikker og erhvervsvirksomheder i øvrigt givet en skærv til gennemførelsen af litteraturfestivalen. Det glæder arrangørerne – lokal opbakning er særdeles velkommen, både som et princip og i en tid, hvor kultur og litteratur bespares og beskæres råt af vankundige politikere. Alle sponsorerne kan ses på hjemmesiden for Skagen Litteraturfestival: http://www.litteraturfest.dk.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Husk Skagen Litteraturfestival i efterårsferien' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger