
Folk-legender giver koncert sammen i Skagen
13. marts 2012 - kl. 8:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
De tre troubadourer og storytellers Tom Paxton, Ralph McTell og Allan Taylor optræder ved intim Songwriters’ Circle på sommerens Skagen Festival.
Det bliver en helt unik oplevelse, når Skagen Festival inviterer til Songwriters’ Circle fredag den 6. juli 2012 i Kulturhus Kappelborg. Her kan publikum nemlig opleve tre af verdens største troubadourer på samme scene under en hel koncert. Det drejer sig om amerikanske Tom Paxton og englænderne Ralph McTell og Allan Taylor.
Legendernes møde
Hver for sig er de legender, og sammen står de tre singer/ songwriters for nogle af de smukkeste sange, der er skrevet inden for de seneste 60 år.Nogle af disse sange vil publikum naturligvis få at høre ved den intime Songwriter’s Circle-koncert.
Berømte ballader
Blandt dem er formentlig “Last Thing On My Mind”, og ”What Did You Learn In School Today” for blot at nævne et par stykker af den 74-årige Tom Paxtons mest berømte ballader. Den 65-årige Ralph McTell’s mest berømte sang, ”Streets of London”, kan alle også nynne med på. Og det samme gælder den 66-årige Allan Taylors ”It’s Good to See You”.
Sammen og hver for sig
Ind imellem numrene vil de tre sangere og guitarister fortælle hinanden og tilhørerne om baggrunden for sangene, om mennesker, de har mødt, og oplevelser fra de mange års rejse ind i musikken. Ud over legendernes møde ved Songwriters’ Circle giver Tom Paxton, Ralph McTell og Allan Taylor også koncert hver for sig under Skagen Festivalen, der afvikles i dagene 5.-8. Juli.
Læs mere om festivalens program og kunstnere på http://www.skagenfestival.dk










_1_1_1.jpg)

.gif)




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folk-legender giver koncert sammen i Skagen' til en bekendt