
Temaomvisning: Anna Anchers interiører
7. november 2012 - kl. 9:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kom på Skagens Museum og få varmen imens du bliver klogere på Anna Anchers kunst når omviser Hanne Aavang introducerer dig til Anna Anchers dejlige interiørermalerier!.
Fredag den 9. november kl. 13.00 sætter omviser Hanne Aavang fokus på Anna Anchers interiørmalerier. I februar 2013 åbner museet National Museum of Women in the Arts beliggende i Washington D.C. en stor udstilling med værker af Anna Ancher og nogle af de andre skagensmalere. Inden flere af Anna Anchers hovedværker sendes til USA, vil Hanne fortælle om Annas placering i sin samtids kunst og se nærmere på forskelle og ligheder mellem Anna Anchers kunst, og de øvrige skagensmalere. Hanne vil i den forbindelse også komme ind på baggrunden for kunstnerkoloniens opståen og videre forløb, herunder bl.a. familierne Brøndum og Anchers betydning for kolonien, Skagen og Skagens Museum.
Hanne vil bl.a. fortælle om malerierne “Solskin i den blå stue”, “Fru Brøndum i den blå stue” og “Interiør med klematis” og tage udgangspunkt i opfattelsen af interiøret som “den indre verden”, hvor vinduerne og/eller deres spejlinger ifølge samme opfattelsesmåde er “den ydre verden”. Hanne vil også omtale farvesymbolik og komme ind på, hvor forskelligt vi kan opfatte de kendte og elskede billeder.
Omvisningen varer ca. 45 min., og der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål undervejs.
Alle er velkomne – og det er gratis at deltage i temaomvisningen for museets gæster (inkl. i entrébilletten).

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Temaomvisning: Anna Anchers interiører' til en bekendt