
Roser og Rhodondendron til London
9. januar 2016 - kl. 9:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I denne måned sendes to af Skagens Kunstmuseers hovedværker til London, hvor de skal indgå i en udstilling om europæisk havemaleri, side om side med navne som Monet, Van Gogh, Renoir og Kandinsky.
På Skagens Kunstmuseer kommer der ofte forespørgsler på lån af værker, og man er på museet helt vant til at dele af samlingen udlånes til andre museer i kortere eller længere perioder. I januar måned tager to af museets absolutte hovedværker med kurer til London. Det drejer sig om to motiver fra Skagen, nemlig P.S. Krøyers Roser og Laurits Tuxens Rhodondendron i Dagminnes have, der skal indgå i udstillingen Painting the Modern Garden: Monet to Matisse på the Royal Academy of Arts i London.
Skagens Kunstmuseers samling rummer efterhånden godt 9000 værker, og de kan helt naturligt ikke alle sammen være udstillet på samme tid. Derfor har museet, ligesom andre danske museer, en politik om at udlåne værker til andre museer og udstillinger i ind- og udland.
– Vi låner værker ud til de udstillingsprojekter, som vi vurderer, er vigtige. Det kan for eksempel være af forsknings- og formidlingsmæssige grunde. Der stilles høje krav fra museets side i forbindelse med udlån fra samlingen – transport- og forsikringsforhold skal være i orden, klima og sikkerhed skal være i orden, så vi er helt trygge ved at sende værkerne ud af huset. Der er også værker som aldrig lånes ud, fordi de er for skrøbelige til at rejse, eksempelvis er vores pasteller meget sarte, så dem må man komme til Skagen for at opleve, forklarer direktør for Skagens Kunstmuseer Lisette Vind Ebbesen.
Roser vender hjem – for en stund
P.S. Krøyers værk Roser blev en del af samlingen i 2008, da en anonym giver forærede værket til museet i anledning af museets 100-års jubilæum. Direktør Lisette Vind Ebbesen var dengang selv i London for at hente maleriet – og ikke mindst sikre sig, at det var ægte!
– Det var en yderst nervepirrende, men også helt fantastisk oplevelse. Værket havde været i privateje i England, og det var på mirakuløs vis lykkedes os at få det ind i samlingen via en anonym giver, hvilket vi er, og var, dybt taknemmelige for. Vi havde konservatorer til at undersøge værket, blot for at være sikre på at det var det ægte maleri, og det var det heldigvis, for Roser lå helt i toppen af vores ønskeliste af værker vi gerne vil føje til samlingen, fortæller Lisette Vind Ebbesen.
Roser betragtes som et af Krøyers hovedværker. Det blev færdiggjort i 1893, og blev solgt på auktion fra Krøyers dødsbo i 1910, og var i privat eje indtil det blev doneret til museet. Det andet værk, Laurits Tuxens Rhodondendron i Dagminnes have fra 1917, er endnu en foræring til museet, da det blev givet til samlingen allerede i 1926 af kunstneren selv og hans hustru.
Udstillingen i London varer fra den 30. januar til den 24. april, hvorefter de to værker naturligvis vender hjem til Skagens Kunstmuseer igen, så gæsterne atter kan nyde de to malerier. Udstillingerne på Royal Academy of Arts besøges årligt af op imod 1.200.000 mennesker, og fra akademiets side er forventningerne til netop Painting the Modern Garden allerede skyhøje.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Roser og Rhodondendron til London' til en bekendt