
Månedens billede på Skagens Museum i februar
23. januar 2009 - kl. 8:20 - af Hans Chr. Andersen
I februar er det Krass Clements 9 fotografier, der i øjeblikket indgår i udstillingen Altid som aldrig før. 14 fotokunstnere besøger Skagen, der er månedens billede på Skagens Museum. Første og tredje torsdag kl. 14.00 i februar er alle velkomne til at komme og høre mere om Clements fotografier, der er en del af den gave, som Ny Carlsbergfondet har skænket til Skagens Museum i oktober 2008 i anledning af museets 100 års jubilæum.
Krass Clement (f. 1946) er fotograf og filminstruktør og har tidligere besøgt Skagen, som han forbinder med kunstnere som P.S. Krøyer og Hol¬ger Drachmann, dramatiske kunstnerskæbner, der fandt et fællesskab i kunstnerkolonien i Skagen, men som også levede et hårdt liv og betalte prisen i form af svigtende helbred. Clements fotografier får ofte hæftet betegnelsen poetiske og melankolske på sig, når de skal beskrives, og som beskuer undrer man sig tit over, hvad det egentlig er, der foregår på hans billeder.
Et spørgsmål som han ikke ønsker at besvare, for det er op til beskueren, hvordan fotografierne skal tolkes. I sin fotoserie fra Skagen har han både valgt at fotografere mennesker, og landskaber helt uden mennesker, og selv om hans fotografier er anderledes end skagensmalernes værker, er der alligevel flere referencer til skagensmalernes værker i hans fotografier.
Kom og hør mere om Krass Clements fotografier fra Skagen anno 2008 og om den gave, som Ny Carlsbergsfondet har givet til Skagens Museum, torsdagene 5. og 19. februar kl. 14.00. Arrangementet varer cirka 20 minutter, og der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Månedens billede på Skagens Museum i februar' til en bekendt