Ordet er frit: Sikre veje i Frederikshavns kommune
30. januar 2009 - kl. 7:26 - af Læser indlæg i "Ordet er frit"
Fr. havn kommue indbød sidste år til en Borgerundersøgelse, for at få hjælp til at finde frem til de, i vores kommune, “sorte pletter” – altså hvor trafiksikkerheden er temmelig farlig.
Jeg benyttede straks lejligheden til at deltage i undersøgelsen, da jeg nu igennem flere år, har set de mange farlige situationer, der dagligt er på vejene Cronborgvej og Ankermedet (nordlige del) i Skagen. Jeg havde tidligere påtalt det overfor tekniske afd. I Skagen, men uden det store gehør fra denne`s side. (formodentlig fordi, der fattes penge)
Det forholder sig nemlig således, at der på Cronborgvej ligger både en skole (Brovandeskolen) og en børnehave (Kløvermarken). Desuden er en hel del af nordbyen, de seneste år blevet udbygget og udstykket (af bl.a Kommunen) hvorfor der de sidste par år er bygget rigtigt mange huse, andelsboliger osv i området. Værd at bemærke er, at der i dette område bor mange børnefamilier – altså dem dem der er bosat her hele året. Jeg kender ikke det nøjagtige antal nye boliger, der er bygget, men vil tro i størrelseorden 350-400 boliger. I forvejen, lå der temmelig mange huse herude, så vi er ved at nærme os, hvad jeg vil kalde en “bydel”!
Mange af børnene fra disse boliger har deres daglig gang i såvel skolen som børnehaven på Cronborgvej, og mange af børnene “pendlere” selvfølgelig også dagligt til og fra de øvrige skoler og daginstitutioner i byen. Kløvermarken og Brovandeskolen har selvfølgelig også børn, der dagligt kommer fra andre dele af byen end netop dette område.
Børnene (nogle følges med deres forældre – afhængig af alder) cykler og går hver dag ad disse veje. Desuden har vi en del ældre, nogle med gangsbesvær, der bor i området. Disse ældre færdes naturligvis også på disse veje. Og sidst, men ikke mindst, er der alle os andre!
Der findes intet fortov eller cykelsti på hverken Cronborgvej eller den omtalte del af Ankermedet. Vejene er forholdvis smalle, og området er ofte, hvad man kan betegne, “et stort vandhul”. Efter regn/sne, kan det slet ikke lade sig gøre at gå i rabatten, med mindre man vil have mudder op til anklerne. Rabatten er udenfor “regntiden” blød og knoldet, hvilket giver stor risiko for vred eller fald. De ældre, der ofte må bruge tekniske hjælpemidler når de går, kan kun gå på vejen.
Krydset Cronborgvej/Ankermedet er ekstrem farlig for en gående eller cyklist at stå ved, når man ønsker at passere vejen (Ankermedet). Bilerne, der kommer fra Ankermedet og enten skal til højre eller venstre af Cronborgvej, tager store bløde sving, ofte med alt for høj hastighed. Så er er et lille barn på cykel eller stående, nærmest prisgivet.
Og når vi taler hastighed, så afsluttes den nye omfartsvej, netop lige før Cronborgvej. På den nye omfartsvej, må der køres med en hastighed af 80 km i timen. Byskiltet, som påbyder 50 km`s zone er opsat ca 150 meter før Cronborgvej (som er den vej, hvor både skolen og børnehaven ligger). De børn der kommer på cykel fra hele det såkaldte “Banke-kvarter”, benytter ofte omfartsvejen. Her er som sagt ingen cykelsti, dog er der en lille hvid stribe i siden, der ligesom er reserveret til gående og cyklister.
Altså må de små cyklister, cykle til skole på en, om vinteren mørk, skolevej, hvor bilerne suser forbi, med min. 80 km. i timen.
Ankermedet er en “dejlig lige vej” og indbyder derfor til høj hastighed. Alle os der bor tæt på Ankermedet`s nordlige ende kan dagligt se og høre bilerne suse forbi – på vej ud til omfartsvejen. Vi har også en del “tung” trafik, idet byggeriet i området har medført meget trafik med store lastbiler. Desuden er der mange, inkl. renovationsbilerne, der benyttes vejen, når de vil køre til forbrændingsanlægget.
Jeg har i Nordjyske læst, at der nu er taget beslutning om, hvilke veje, der skal ændres i vores kommune – bl.a ud fra den omtalte borgerundersøgelse. Desværre faldt valget ikke på “vores veje”. Som Jens Hedegård skriver, har man måtte fravælge de områder, borgerne har anført som farlige, men hvor der ikke er “kørt en hunds hale over de sidste 10 år”.
Nu har omfartsvejen jo også kun været åbnet i lidt over 2 år og området er først blevet så voldtsomt udbygget de sidste 2-3 år, så derfor ligger der nok ikke endnu nogen statistik over, hvor mange børn eller andre, der er kørt ihjel her endnu. Må derfor spørge skal vi vente på det?
Jeg håber Kommunen og de ansvarlig syntes, at det er værd, igen at se på sikkerheden på disse veje.
Kommunen må have haft en vis fortjeneste ved at udbygge og udstykke området, så måske det var en god ide at finde lidt af disse penge frem, til at få etableret noget sikkerhed for børnene og vi andre`s færden i dette område. Om det skal være et fortov, en cykelsti eller iværksættelse af noget hastighedsdæmpende, må jeg formode, at der er nogen i Kommunen, der ved mere om end jeg. Men håber ikke vi skal vente på at få en plads i Jens Hedegårds statistik.
Med venlig hilsen
Pia Karlsen (mor til skolebarn på 6 år)
Fallingen 16
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ordet er frit: Sikre veje i Frederikshavns kommune' til en bekendt