
Månedens Historie: originaler og lune historier fra Skagen
18. februar 2009 - kl. 13:51 - af Hans Chr. Andersen
Skagen By- og Egnsmuseum har et særligt øje til de små skæve historier. I 2008 åbnede museet en fotoudstilling med titlen ”Originaler”, der via et spændende billedmateriale med vægt på personmotiver fra lokalområdet skabte debat om det at være anderledes eller måske ligefrem unik. Og der er ingen tvivl om, at der i Skagens historie dukker navne op på personer, som må betegnes som virkelige unikke og original.
I marts måned griber Skagen By- og Egnsmuseum igen fat i de originale og lune historier fra Skagen, når museets gæster præsenteres for blandt andet Tosse- eller Glade Elsie, den tilvandrede bøhmiske skomager Bonatzi og negerslaven Jan Letons tragiske liv. Museets formidlere har ligeledes fundet et udvalg af muntre anekdoter frem om skawboers uimponerede snak med velhavende sommergæster ved havelågen eller over en øl på havnen.
Det er ikke kun enkeltpersoners historier, der bliver fortalt. Der bliver også plads til historier om nogen af de mange strandinger ved Skagens kyster som medførte, at byens nøjsomme beboere kunne finde eller købe spændende varer: amerikanske stueure, tobak, smør, vin eller sjældne sydfrugter.
I sådanne situationer blev der gjort mange fantasifulde krumspring for at komme i besiddelse af de eftertragtede varer, og indimellem opstod nærmest tragikomiske situationer, som for eksempel, når byfogeden halvhjertet forsøgte at opretholde lov og orden, men endte med at dele ”rovet” sammen med den brødbetyngede fisker.
Månedens historie fortælles hver onsdag i marts fra kl. 13.00 til kl. 13.30 og er gratis for museets gæster.
En kommentar til “Månedens Historie: originaler og lune historier fra Skagen” under annoncerne.
Linket er skrevet forkert, der skal være bindestreg mellem Skagen og Bymus.