Travlt år i Golfklubben Hvide Klit, men budgettet holdt

Travlt år i Golfklubben Hvide Klit, men budgettet holdt

17. marts 2009 - kl. 8:03 - af

Mere end 100 medlemmer mødte torsdag aften op til den årlige generalforsamling i Golfklubben Hvide Klit. Formanden Jens Ottesen kunne berette om et travlt år i golfklubben.

I klubbladet havde beretningen været aftrykt, så formanden trak kun nogle hovedpunkter op, som her af hensyn til de af Skagensavis læsere der ikke er medlemmer er suppleret med et uddrag fra den trykte beretning.

Året har været præget af mange og store projekter. Således blev et maskinhus til 3.5 mio. kr. færdig bygget. En ladebygning blev købt og renoveret til 360.000 kr. Den lille bane ”par 3 banen” blev udvidet med 2 huller. Et nyt sponsorkoncept og dermed heldigvis støtte fra mange sponsorer gjorde det muligt at opsætte nye teestedsskilte og mange bænke, som nu pynter på banen. En stor tak til vore sponsorer.
Sportsligt gik det bedre end nogensinde. Vort 1. hold rykkede en række op. Vore mange dygtige juniorer klarede sig flot.

Men banen har været vort ømme punkt. Vejrmæssigt var vi plaget af tørke, især i maj hvor græsset skulle starte sin vækst, medvirkende til problemerne var, at vort vandforsyningsanlæg og vore dræn fik store skader.

I år udløb de sidste 25 års aftaler med timesharehotellerne hvor indehavere kunne spille gratis på Hvide Klit. Naturligt nok faldt det samlede antal gæster, men glædeligt er, at vi fik flere betalende gæster. Dette sammen med forhøjelsen af prisen for at spille i højsæsonen, og at par 3 banen nu er en betalingsbane gjorde, at vore indtægter fra gæster steg med 250.000 kr. i forhold til året før.

Fra 1. januar har vi ansat Erik Hansen som chefgreenkeeper, og han er straks gået i gang med arbejdet. Højskolen Diget måtte af lovmæssige årsager opsige forpagtningskontrakten af vor restaurant. Heldigvis kan vi nu byde velkommen til to vi kender fra tidligere, nemlig Malene Sørensen og Rikke Lundholm.
Over 2009 hviler i øjeblikket mørke skyer. Bestyrelsen har været nødt til på mange punkter, at søge besparelser på det kommende års budget, en ikke let opgave, når vore medlemmer har krav på en god bane og god service. Faldet i den svenske krones værdi vil uden tvivl medføre færre svenske gæster, noget vi allerede år i lighed med vore naboklubber måtte konstatere.

Bjørn Thomsen fremkom med en ide om etableringen af en frivillig ide- og støtte-gruppe. Et forslag der blev hilst meget velkomment af formanden.

Et medlem fremhævede at hans bekendte blandt greenfee gæster ofte valgte at spille på vore nabobaner, idet de mente, at Hvide Klit altid var optaget,
Med en nedgang i antallet af gratis gæstespillere mente andre dog, at det ikke i fremtiden ville være så stort et problem.

Formandens beretning vedtoges herefter.

Overskud i 2008
Regnskabet blev forelagt af kasserer Jørgen Andersen og udviste et overskud på kr. 69.299 kr. mod et budget på 67.000, hvilket må betragtes som tilfredsstillende. Indtægterne beløb sig til 5.2 mio kr. heraf fra gæstespillere 1.6 mio kr. Udgifterne inkl. renter til 4.7 mio, kr. afskrivninger 629.000 kr. og ekstraordinære indtægter på kr. 193,000.

Grundet store investeringer også i teestedsskilte på 650.000 kr. (som ganske vist vil komme hjem via sponsorater indenfor de næste 3 år) er vor likviditet stram, og vi vil derfor senere på generalforsamlingen anmode om optagelse af et lån på optil 500.000 kr.

Fra salen blev der rejst spørgsmål vedr. det store elforbrug. Formanden kunne oplyse, at man havde flere analyser i gang og fik hjælp af energikonsulenter, ligesom man havde søgt og fået kr. 20.000 fra Frederikshavn kommune til hjælp til at indfører energibesparende foranstaltninger.

Peder Hyldtoft gjorde opmærksom på den, efter hans opfattelse uheldige praksis, at klubben har accepteret opsigelser af medlemskab i utide. I henhold til vedtægterne, har man krav på kontingent såfremt medlemmet ikke skriftligt har opsat sit medlemskab inden den 31.12. Man burde derfor være konsekvent og sende disse medlemmer til inkasso, hvis de nægter at betale.

Regnskabet vedtoges herefter, og kassereren fremlagde budget for 2009, der udviste et overskud på kr. 5000 efter indtægter på kr. 5.5 mio. Udgifter inkl. renter kr. 4.8 mio. og afskrivninger på kr. 735,000.
Bestyrelsen blev bemyndiget til at forhøje kontingentsatserne for 2010 med op til 5 %.

Nye bestyrelsesmedlemmer
Genvalgt blev Theis Jørgensen og Hans-Jørgen Hjort, nyvalgt Frede Jensen og Lene Kappelborg. Formanden takkede Jan T. Andersen for hans store arbejde i bestyrelsen.

Nye Vedtægter
Forslaget til nye moderniserede vedtægter blev forelagt af dirigenten advokat Groth og vedtaget med 2/3 dels flertal. Det vil nu blive forelagt på en ekstraordinær generalforsamling.
Lånebemyndigelse

Bestyrelsens anmodning om, at måtte optage et lån på optil 500.000 blev vedtaget efter nogle kommentarer fra salen, om ikke man havde brugt pengene allerede, noget kassereren ikke helt ville afvise.

Eventuelt
Om gave til klubben se andetsteds i Skagensavis.dk

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Travlt år i Golfklubben Hvide Klit, men budgettet holdt' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger