
S.I.K. serie 4 hentede en sikker sejr i lokalderby
4. maj 2009 - kl. 8:57 - af Hans Chr. Andersen
Fredag aften var der lokalderby på Spar Nord Arena i Skagen.
Gæsterne var Aalbæk som fristede en tilværelse som nr. næstsidst i rækken.
Foto: Ophold i spillet imens en skadet Aalbæk spiller tilses af ambulance folkene
Til gengæld kom holdet med en frisk 13-1 sejr fra forrige weekend, så der var en sund respekt for bundholdet.
Til Skagen holdets fordel talte det væsentligt, at det denne gang var en fredag aften der skulle spilles. Ingen havde været på ”pubcrawl” dagen i forvejen. Holdets lægetaske kom slet ikke i brug denne aften. Ingen bad om pinex eller panodiler. Ingen bad om at få lov til at starte ude, så tømmermændene kunne foretage sig. Med andre ord skulle det være et Skagen hold helt ”fit for fight”.
Det var også helt efter planen – og forhåbninger – et Skagen hold der startede kampen som den dominerende part.
Der skulle også kun gå 7 min. før topholdet fra Skagen tog føringen. Brian Strauss kunne sende et indlæg ind i hovedet på Rasmus ”Razzer” og imod al forventning lykkedes det for ”Razzer” at stige til vejrs og heade bolden i mål til 1-0 til Skagboerne. Et historisk mål forlyd det fra omklædningsrummet. Første gang i ”Razzers senior tid, at han har formået at bruge hovedet med omtanke, påstod onde tunger.
Nu troede man at den ”bare” skulle køres sikkert hjem, men gæsterne fra Aalbæk ville også tale med.
4 min. senere var den gal i Skagen forsvaret. Ellers bund solide back i Niclas Bang fik ikke sparket ordentligt væk og et efterfølgende skud havnede i Skagen nettet til udligning 1-1.
Endnu inden chokket over scoringen havde lagt sig, slog Aalbæk til igen. 3 min. efter udligningen opstod der en kommunikationsbrist i midterforsvaret og Aalbæk førte pludselig med 1-2.
Den stilling skabte lidt uro på og omkring banen. Der var mødt rigtig mange mennesker op, denne fredag aften på Spar Nord Arena. Der blev talt til ca. 70 i civilt, hvilket må siges at være meget flot for en serie 4 kamp.
Skagboerne fandt heldigvis hurtigt sig selv igen og med en Brian Strauss i hopla går det meget sjældent galt. I det 23. min. tager Strauss selv affære og et ”rush” ned imod Aalbæk målet, resulterede i at Strauss blev nedlagt i feltet og straffespark.
Brian Strauss sparkede selv meget sikkert bolden i mål, bag den tidligere Skagen keeper, Morten Schmidt. Udligningen satte igen Albæk under pres og det blev til flere store chancer, men Morten Schmidt i Aalbæk målet tog godt for sig af redninger.
I det 36. min.så hverken Morten Schmidt eller resten at Aalbæk forsvaret helt godt ud, da Skagboerne bragte sig foran 3-2. Niclas Bang smækker en bold ind i feltet, hvor først Rasmus ”Razzer” forsøger at ramme bolden (hævder også at han fik et hoved på, men det blev dementeret af alle i omklædningsrummet efter kampen. Brian Strauss var også mm. fra at støde kuglen det sidste stykke ind. (var dog ærlig nok og meldte klart ud, at han ikke rørte bolden). Altså måtte det blive Niclas Bangs indlæg der måtte noteres som målet.
5 min. før pause måtte en Albækker desværre ned og bide i græsset. Et knæ røg ud af knæskallen og en ambulance måtte rekvireres.
17 min. senere var man klar til at genoptage kampen. Og på det første angreb kunne Henrik Bech spille Brian Strauss fri og hans scoring til 4-2, knækkede Aalbæk definitivt.
2. halvleg bar tydeligt præg af, at begge hold var gået en kende kolde, men Rene Mikkelsen som spillede en af sæsonens bedste kampe var indstillet på mere.
I det 64. min. kunne Niclas Bang spille Rene Mikkelsen fri og han afsluttede resolut med et fladt skud til 5-2, uden chance for Albæk keeperen.
Et dumt gult kort til Skagboerne bragte dog Aalbæk ind i kampen igen. Og 3 min. senere reducerede man også til 5-3.
Med et kvarter igen slog kampens ”man of the match” dog til igen. Brian Strauss kunne score til 6-3 og noterer sig for sæsonens 24. mål.
I kampens slutfase var der comeback til Martin Bech og i det 89. min. kunne han sparke et hjørne ind til Rene Mikkelsen, som kunne heade bolden i mål til slutresultatet 7-3 til Skagboerne.
Rasmus ”Razzer” har headet Skagboerne foran 1-0
Brian Strauss har udlignet til 2-2 på straffespark
Niclas Bangs indlæg går i mål til 3-2 trods ihærdige forsøg fra Rasmus ”Razzer” og Strauss på at få sidste fod på
Mange mennesker var mødt på Spar Nord Arena denne fredag aften
Ophold i spillet imens en skadet Aalbæk spiller tilses af ambulance folkene
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'S.I.K. serie 4 hentede en sikker sejr i lokalderby' til en bekendt