Protest mod fjernelse af et grønt område i Skagen
6. maj 2009 - kl. 8:01 - af Læser indlæg i "Ordet er frit"
Ordet er frit: Igen vil politikerne i Frederikshavn kommune fjerne et grønt område i Skagen. Sommerhusejere samlet til protest. I påsken var 14 sommerhusejere fra Vejle, Kolding, Silkeborg, Hørsholm, Lyngby, Madrid og Skagen, ejere af huse på Sønderhede og Sønderklit i Højen/Gl. Skagen, samlet for at udforme protester og indsigelser mod Frederikshavn kommunes plan om at bebygge et grønt fællesområde på Sønderhede.
Plan SKA 225-B
Man stod uforstående overfor planen, idet området hvor lokalplanområdet er beliggende, af det gamle Nordjyllands Amt er udpeget som særligt værdifuldt landskab og i dag er et offentligt grønt område.
Harmen var stor også fordi man havde forventet at indsigelserne mod det første forslag der førte til dets forkastelse af etiske grunde som formanden for Plan og miljø herr John Christensen dengang udtrykte det klart og tydeligt gav udtryk for, at man ikke ønsker stedet bebygget.
Det forlig ejeren har indgået med grundejerforeningen for Munkeklit, har ikke ændret sommerhusejernes holdning. Det virker nærmest som om Munkeklits ejerforening har været helt og aldeles ligeglad med de (mange flere) sommerhusejere, der nu måske får smidt 3 helårshuse klods op af sig. Med en bebyggelsesprocent på 25, hvortil man endda må medregne dele af fællesareal og vejareal giver det de nye ejere mulighed for en ekstensiv udnyttelse af et sårbart areal.
At man oven i købet vil tillade anlæggelse af kunstige klitter kaldte hovedrysten frem hos mødedeltagerne. Ny vej skal anlægges og den gamle flyttes, store ændringer forestår. Opsættes der gadebelysning på et naturområde? Osv. Ja spørgsmålene var mange.
Hvordan kan vi dog råbe politikkerne op, så det ikke blot er embedsmændene der bestemmer, var også et at spørgsmålene på mødet.
10 kommentarer til “Protest mod fjernelse af et grønt område i Skagen” under annoncerne.
Det er noget af en tilsnigelse når Paul Wenzel i ovenstående kommentar beklager, at der “..for nogle sommerhusejere forsvinder en lille smule udsigt” og dermed forklejner lokalplanens konsekvenser. Faktum er, at næsten samtlige sommerhus- og helårsejere i området syd og øst for den planlagte bebyggelse mister al udsigt.
Hvorvidt man kan føle sig sikker på “at den udsigt man har i dag også er der i morgen” er der vel ingen der kan give et fornuftigt bud på. Til gengæld er det også et faktum, at det grønne område som sagen drejer sig om, har henligget som sådan i mindst 40 år.
Hvad lokalplanen, om den gennemføres, reelt kommer til at betyde for et landskab der af Nordjyllands Amt er udvalgt som bevaringsværdigt, og for rigtigt mange beboere, dokumenteres i indlægget “Derfor bør lokalplan SKA 225.B Højen forkastes”:
https://www.skagensavis.dk/?p=4961
Interesserede kan få tilsendt materialet, inkl. højopløselige illustrationer ved henvendelse til:
cfpedersen@gmail.com
Mvh.
Casper F. Pedersen
Sønderklit 6
Det er lidt uforståeligt, at vi beboer på Munkeklit er ligeglade med hvad der sker på det grønne område, det er vi bestemt ikke. Vi havde i mange år troet, at jordstykket hørte til beboerne på Munkeklit. Det fik efter have betalt advokater o.s.v. med over kr.200.000, at vide fra en venlig dommer i Hjørring, at det ikke tilhørte os, men derimod ejeren som udstykkede Munkeklit i sin tid.
Vi har haft et møde udstykkerne, der tilbød os, at vi kunne få ejerandel i ½delen af det grønne område.
Men kun såfremt, at den nye lokalplan blev godkendt.
Hvad får vi egentlig ud af det.
Ejerandel af ½delen af det grønne område.
Har fået igennem, at i stedet for 6 huse, nu kun 3, istedet for huse i 2 plan – nu kun i 1 plan.
Jeg skal ikke kunne sige om de 3 huse, samt Munkeklit’s beboer kan bruge deres ejerandel af fællesarealet og vej til udnyttelse af deres byggeret.
Det er kun beklageligt, at for nogle sommerhusejere forsvinder der en lile smule udsigt, Men man kan aldrig føler sig sikker på, at den udsigt man har idag, også er der i morgen.
Måske er slaget tabt i denne sag, men så kæmp videre, så vi sikre os, at resten af den store vidunderlige mark vi har uden for vor dør ikke også bliver inddraget til bebyggelse.
Paul Wenzel
Munkeklit 8
Bemærkning til Flemming.
Kære Flemming
Vi er rent faktisk 2 sommerhusejere i området der for tre år siden flyttede herop og betaler skat her. Nu planlægger man at ødelægge noget af det vi flyttede herop for. Så vi forsøger at al kraft på at få indflydelse.
Til Flemming.
Du har vist glemt, at der er noget der hedder ‘ejendomsværdi skat’ Jeg tror der er flere ejere af sommerboliger, som betaler mere i skat til Frederikshavn Kommune, end nogle af de fastboende.
mvh
A.Bruun
Nedenstående mail er, som det fremgår, fremsendt til borgmesteren og de byrådsmedlemmer der er bosiddende i Skagen.
Fra: Jens Vadet Poulsen
Sendt: 3. marts 2009 13:21
Til: ‘erso@frederikshavn.dk’; ‘jehk@frederikshavn.dk’
Cc: ‘bjkv@frederikshavn.dk’; ‘irhj@frederikshavn.dk’; ‘isto@frederikshavn.dk’; ‘hawl@frederikshavn.dk’
Emne: vedr. lokalplan nr. SKA 225
Til borgmester Erik Sørensen
og formand for teknisk udvalg Jens Hedegaard Kristensen
Vedr. lokalplan SKA 225, boligområde i Højen
Efter at have haft lejlighed til at høre behandlingen af dette punkt på seneste byrådsmøde, må jeg tilkendegive min forbavselse over at behandlingen kun tilnærmelsesvis nærmer sig det substantielle i de mange indvendinger der har været mod forslaget tidligere, men stort set udelukkende opholder sig ved mere uforpligtende og overordnede betragtninger over kommunens ambition på energiområdet.
Som borger, der selv har indgivet indsigelse mod det tidligere fremsatte lokalplanforslag for området, er jeg orienteret om at der er indløbet ganske mange velfunderede indsigelser.
På trods af at det oprindelige forslag nu er revideret, vil den mest centrale indsigelse kunne fastholdes.
Nemlig, – hvordan kan en kommune udarbejde lokalplanforslag for en bygherre, der kun ved anvendelse af særlig raffineret jura(se det af kommunen udarbejde notat), kan siges at være den retmæssige ejer af arealet?
Det er muligt at kommunen igen kan slippe af sted med at sidde sådanne indsigelser overhøring, men det vil ikke blive nogen smuk beslutningsproces og det vil antageligt give nogle politiske stødmærker!
Jeg opfordrer derfor til en fornyet overvejelse af dette lokalplanforslag.
Med venlig hilsen
Jens Vadet Poulsen
Holsteinsgade 21 st.tv.
2100 København
CC til:
Bjarne Kvist, Irene Hjortshøj, Inger Støtt og Hanne Welander
Ja hvorfor ikke indrage noget mere, af de efterhånden sparsomme grønne områder, som er tilbage i Skagen og Højen.
Jeg er ikke fastboenden, men jeg kommer alligevel tit til Skagen. Prøv at se hvordan det tidligere byråd i Skagen har tilladt bebyggelse i Højen, så charmen efterhånden er forduftet. Mange af de bebyggelser, som er lavet der, må have fået dispensation eller bygherren har været en stor ‘kanon’ – jeg kan ikke forestille mig at en sådan udnyttelse af natur vil kunne finde sted i andre kommuner. Og nu fortsætter Frederikshavn kommune ad samme spor. Hvorfor skal man dog bruge den invendige side af hovedet, når der er penge i skidtet.
Alle de udenbys sommerhusejere kan bare flytte herop til Skagen , og blive skatteyder i Frederikshavn komune , så de kan få mere indflydelse som det er i dag betaler de ikke noget som helst til komunen , så har de heller ikke krav på indflydelse hvad der sker heroppe . Hilsen Flemming…
Kære Ingrid Andersen
Jeg ved ikke helt, hvilke Venstre folk du mener der skal være tilstede ved møderne, men er det byrådsfolk du tænker på, har vi jo desværre ikke så mange herboende Venstre folk tilbage i det nuværende byråd. Den sidste herboende har jo i dag, som du sikkert har set i pressen, valgt at søge om fritagelse for sit embede.
Derfor er det jo endnu vigtigere, at I skaw-boer, er med til fortsat at støtte om om Venstre i Skagen. Uden en lokal vælgerforening, kan det jo være vanskeligt, at finde ud af, hvem der skal påtage sig det arbejde der ligger i, at finde egnede kandidater til et kommende byrådsvalg.
Hvis vi ingen kandidater har, får vi uanset antal stemmer. der måtte ønske at stemme Venstre ved næste valg, ihvertfald ingen herboende Venstre folk valgt ind i det nye byråd.
Jeg kan personligt skrive under på, hvor vanskeligt det er at få lokale til at stille op til byrådet. Og det er vist ikke kun for Venstre, men i det hele taget. Alle har for travlt med alt andet og kan ofte blive skræmte, bare ved tanken om de forventninger, som folk har til dem og alle de møder de skal kunne deltage i, specielt her i Skagen, hvor der er lokalplans- og byggesager i en uendelighed.
Valg eller ikke valg forude, så kan selv Venstre folk godt følge sagen fra sidelinjen. Og vi har heldigvis et så godt samarbejde med de valgte byrådskolleger igennem bl.a møderne i vores Kommuneforeningen (som dækker alle vælgerforeninger i Kommunen), at vi både bliver orientereret og hørt.
Arbejdet som formand, som faktisk er total ulønnet og en fritidsbeskæftigelse (hvor alle udgifter forbundet med transport til og fra møderne er fra egen lomme) indebær alene 1-2 møde aftener om ugen, bare for så nogenlunde at følge med i det der kræves af en formand.
Jeg er iøvrigt sikker på, at skaw-boer bliver hørt lige så meget som de øvrige borger i vores kommune. Hvis du vil finde den ansvarlige for embedsfolkene og deres arbejde, skal du formodentlig kontakte vores nuværende borgmester. Personaleledelsen i kommunen er nemlig alene hans ansvar.
Du er i øvrigt altid velkommen til at henvende dig direkte til mig, såfremt du har en sag du mener Venstre skal være involveret i.
Med venlig hilsen
Pia Karlsen
Formand – Venstre Skagen
… og kommende byrådskandidat
Med alle de nye lokalplaner der er igang for
Skagen er det foruroligende at ingen af Skagens Venstrefolk er til stede på møderne
Hvad skal vi skagboer dog gøre for at blive hørt?
og med et kommunevalg forude kan man være meget nervøs for fremtidens Skagen
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne er blevet hørt:
Frederikshavn kommune
Plan – og Miljøudvalget
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn
Skagen d. 2. maj 2009
Vedr. lokalplansforslag SKA.225.B. og Kommuneplantillæg nr. SKA.04.05.
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Råbjerg Sogne takker for henvendelsen og skal hermed frembringe efterfølgende kommentarer.
Af miljøscreeningens punkt 8 om landskab, som omhandler omfanget eller fremtoning af forhistoriske eller historiske steder, bygning, anlæg eller andre værdier, bemærker kommunen, at der vest for lokalområdet ligger et område, der er udpeget som kulturmiljø i regionplanen Gl. Skagen / Højen – Landsby, fiskerleje, ferieby. Kommunen bemærker endvidere, at selve lokalplanområdet dog ikke er udpeget som kulturmiljø i regionplanen fra Nordjyllands Amt, og at den bebyggelse, der grænser op til lokalplanområdet, er af nyere dato (1970-80. Vor bemærkning).
Om miljøscreeningens punkt 9 om kulturarv vurderer kommunen, at landskabsoplevelsen ikke vil blive påvirket negativt af bebyggelsen. Foreningen efterlyser en nærmere beskrivelse af begrundelsen for denne vurdering. Beslutningen om netop denne vurdering må bero på nogle faktiske omstændigheder, et lovgrundlag og et begrundet skøn.
Foreningen har besigtiget området og finder, vel vidende, at området er udlagt til bymæssigt område, at den forslåede placering af bebyggelse netop vil medføre en væsentlig forringelse af landskabsoplevelsen, og at en egentlig miljøvurdering burde finde sted.
En hindring for denne forringelse er en placering af bebyggelsen mod nord, hvor fællesarealet er forslået placeret. Dette vil betyde en sammenhæng mellem bymæssig bebyggelse og bevaring af den sammenhængende, grønne kile fra øst mod vest. I denne kile kan fællesarealet placeres, – en løsning der vil gavne såvel mennesker og natur som landskab og kulturarv.
En sådan løsning vil desuden være i overensstemmelse med de planer, Byrådet giver udtryk for i Kommuneplansforslag 2009 – 2020 og vil være i overensstemmelse med de planer og bebyggelsesplaner, det gamle Skagen Byråd havde for området. At der i den forbindelse skete en fejl i forbindelse med den endelige færdiggørelse af området, bør ikke betyde en forringelse af områdets herlighedsværdi.
Foreningen forslår, at planerne stilles i bero, til det endeligt er afgjort, om der skal ske en egentlig miljøvurdering.
I givet fald vil vi gerne have lejlighed til at udtale os igen.
Med venlig hilsen
for formand Jens Daugaard
Inger Kemff-Nordkap