En varm festival fortsatte ufortrødent hele fredagen

En varm festival fortsatte ufortrødent hele fredagen

4. juli 2009 - kl. 10:34 - af

Der er ingen tvivl om at gæsterne samt musikerne til Skagen Festival, altid har følt sig varmt velkomne, og i år er ingen undtagelse, for festivalen er en varm oplevelse, på alle måder.

Fredag aften var jeg et smut forbi Skagen Hallen, og indenfor var der varmt som bare pokker. Det var så varmt, at der faktisk var masser af mennesker udenfor, selv om et af festivalens hovednavne stod på scenen.

Hanne Boel er ved at udvikle sig til et fast navn på Skagen Festival. Sidste år var hun i Badmintonhallen, men i år var hun flyttet ind på den store scene.

Det var vel egentlig også nødvendigt, for hun havde medtaget intet mindre end ni musikere til at ledsage hendes varme stemme.

De gjorde det godt, og atter en gang frydes jeg over, at man har indset at musik ikke nødvendigvis bliver bedre af at blive spillet højt. Akustikken er markant bedre end den var for år tilbage, men samtidigt udfordrer man heller ikke stedet, ved at skrue urealistisk op for lyden – fornemt!

Det lykkedes ikke rigtigt for Hanne Boel at få gang i dansegulvet, men det skal ikke ligge hende til last, for det var nærmest umuligt i varmen.

Efter en omgang Hanne Boel, satte jeg kursen videre mod Badmintonhallen, hvor en anden “stor” sangerinde stod på scenen. Her var det Suzanne Vega som besøgte Skagen Festival for første gang. Der var ikke udsolgt i Badmintonhallen, men dog alligevel meget tæt på.

Her kunne man tale om intimitet. Det er et kræsen publikum, som er kommet for at høre musik af høj kvalitet, og derfor sidder allle pænt på deres plads, og lytter. Det må være en udsøgt fornøjelse for en musiker, at få lov til at opleve et publikum af denne kvalitet.

Suzanne Vega leverede en flot indsats, og hendes repertoire passer flot til Skagen Festivalens musikstil, og det var en dejlig oplevelse.

Generelt føles det som om at sikkerheden på årets festival er skærpet, og så igen. Ved Skagen Hallen var der sikkerhedsvagter overalt, og tasker mm. blev undersøgt, dette stod i skarp kontrast til Badmintonhallen, hvor der mest af alt herskede “familie søndags udflugt stemning”.

Festivalen fortsætter i dag lørdag med masser af musikalske oplevelser. Se mere på www.skagenfestival.dk

Klik på fotos for at forstørre.

Hanne Boel i Skagen Hallen fredag d. 3. juli 2009

Suzanne Vega i BadmintonHallen fredag d. 3. juli 2009

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'En varm festival fortsatte ufortrødent hele fredagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger