Læserbrev fra Steen Jørgensen – kommunelisten
17. juli 2009 - kl. 10:49 - af Hans Chr. Andersen
Det tidligere medlem af SF, Jan Andersen forsøger på sin hjemmeside at promovere sin nye Frederikshavnerliste på bekostning af Kommunelisten. Jan Andersen skriver bl.a.
”i vores egen kommune stemte 2.950 personer på en lokal liste. Et tilsvarende antal stemmer ville ved valget til november give to-tre mandater. Liste 2004 eksisterer ikke længere, det samme gælder Borgerlisten, og selv om det jo i sidste ende er vælgerne, der afgør det, spås den eneste nulevende lokalliste i Frederikshavn Kommune, Kommunelisten, ikke mange chancer. Dersom Frederikshavner-listen fik en solid andel af lokallistestemmerne, ville vi have en realistisk chance for at blive repræsenteret i byrådet.”
Men det er for tidligt at lægge Kommunelisten i graven, Kommunelisten har i år bestået i 20 år, godt nok de første år i gammel Sæby Kommune, men side 2006 i hele den nye Frederikshavn kommune og vi agter at fortsætte.
Der er brug for Kommunelisten, vi kan samarbejde med alle, fordi vi anerkender, at lokalpolitik kræver tilsidesættelse af partipolitiske særinteresser og vi engagerer sig i alle de kommunalpolitiske områder og fremstår som et selvstændigt tilbud til borgerne og ikke kun engagerer os i enkelt punkter.
Kommunelisten er ikke et ideologisk parti, men en midterliste, med markante holdninger til de vigtigste politiske spørgsmål, vi fører ikke politik ud fra en overordnet politisk ideologi, en facitliste, men ud fra vores forståelse af, hvad der er til gavn for kommunen og dens borgere.
Kommunelisten beskæftiger sig, modsat de landspolitiske partier, kun med de nære ting i vores kommune, derved er vi tættere på borgerne og det er vores store styrke. Hvor vores medlemmer stemmer til folketingsvalg er os uvedkommende, idet vi kun arbejder med kommunalpolitik.
Samtidig er Kommunelisten en mulighed for at engagere sig i lokalpolitik for de vælgere, der ikke er medlem af et politisk parti. Der er mange, der gerne vil være aktive på kommunalpolitisk plan og der er i høj grad brug for tværpolitiske alternativer i kommunerne, vi ser desværre igen og igen, hvordan dialogen strander i byrådene på grund af partipolitisk fnidder.
Venlig Hilsen
Steen Jørgensen Byrådsmedlem Kommunelisten
En kommentar til “Læserbrev fra Steen Jørgensen – kommunelisten” under annoncerne.
Hej Steen,
Jeg mener ikke, jeg prøver at promovere Frederikshavnerlisten på bekostning af Kommunelisten, som du skriver. Der burde være plads til begge lister.