Læserbrev: Stormvejr over Frederikshavn Kommune
4. august 2009 - kl. 11:31 - af Læser indlæg i "Ordet er frit"
Vore store virksomheder MAN Diesel, Martin, Danish Crown m.fl. taler om nedgang i ordrebøgerne og sætter større fokus på omkostninger ved at drive virksomhed i Danmark.
Arkivfoto
Turisterhvervet melder om nedgang. Byggeriet er i bund. De offentlige anlægsinvesteringer lader vente på sig. Arbejdsløsheden tordner i vejret.
På trods af en sådan vejrudsigt kaster de Konservative, med Peter Nielsen og Niels Ole Fredborg sig ud i en valgkamp om hvem der har skylden for hele miseren.
For Danish Crowns vedkommende er det åbenbart en spildevandsafgift der kan redde hele situationen. Lad det være sagt med det samme, bestyrelsen i Forsyningen er fuld orienteret omkring den problematiske spildevandsafgift og vore forhandlinger med Danish Crown.
En lov af 12 JUN der træder i kraft 01 JAN 2010, kan muligvis medvirke til at få et forhandlingsresultat i hus, men det kan jeg da ikke stå frem at love noget om her midt på sommeren. For øvrigt er det Byrådet der suverænt bestemmer spildevandstaksterne. Det glæder mig i den sammenhæng, at Venstres Hans Jørgen Kaptain har forstået problematikken og redeligt udlægger den i en artikel i Nordjyske.
En valgkamp undgår vi ikke, men jeg vil på det kraftigste advare mod, at vi med halve vinde og for personlig vindings skyld inddrager det erhvervsliv vi alle lever af og med i en valgkamp. Er der noget erhvervslivet har brug for i denne situation, er det en offentlig sektor der tager deres situation alvorlig og støtter dem på alle fronter. Det kunne klæde Byrådet at stå samlet om denne opgave.
Med venlig hilsen
Jens Hedegaard Kristensen (A)
En kommentar til “Læserbrev: Stormvejr over Frederikshavn Kommune” under annoncerne.
Hvor er det godt skrevet
Henning (A)