Beslutning i tirsdags: Enighed om Kappelborg-vinder
14. august 2009 - kl. 9:24 - af Hans Chr. Andersen
Vinderprojektet bag det nye kulturhus Kappelborg i Skagen blev et konsortie bestående af entreprenørfirmaet MT Højgaard a/s, Arkitektfirmaet NORD A/S samt ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard. Bedømmelsesudvalget og den politiske styregruppe var onsdag d.12. august enige om valget af vinderprojektet.
Bedømmelsesudvalget på 17 medlemmer bestod af repræsentanter for institutioner, foreninger og brugere fra Skagen, samt den politisk udpegede styregruppe for projektet.
Borgmester Erik Sørensen, der sidder i bedømmelsesudvalget, glædede sig over valget og hele processen bag udpegningen af det vindende projekt.
”Alle i bedømmelsesudvalget og de arbejdende udvalg har udvist stort engagement og mod i hele processen. Alle har måttet klippe en tå og hugge en hæl undervejs, men der var stor enighed om dette projekt.”
”MT Højgaard a/s og Arkitektfirmaet NORD A/S har virkelig arbejdet grundigt med alle tænkelige ønsker til Kappelborg. Både musikskolen, biblioteket, foreningerne, biografen og de kommercielle erhverv er blevet hørt og får en væsentlig rolle i bygningerne. Og vi kan glæde os over, at kommunen med Kappelborg vil få skabt nye jobs og et attraktivt udviklingscenter i fremtiden.”
Bedømmelsesudvalget og den politiske styregruppe indstillede projektet som vinder til Kultur- og Fritidsudvalget, der på deres møde i forlængelse af bedømmelsesmødet erklærede sig enige. Kultur- og Fritidsudvalget indstiller nu beslutningen til Økonomiudvalget.
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Bjarne Kvist, var en del af dommerkomiteen og meget begejstret for forslaget fra Arkitektfirmaet NORD A/S.
”Projektet indeholder både en tone, stil og inddeling af bygningerne, som kan blive en kæmpe attraktion og et oplevelsestilbud til glæde for hele kommunen. Kappelborg kan medvirke til at skabe nye fællesskaber, oplevelser og ikke mindst attraktive arbejdspladser i kommunen. Både på kort og lang sigt kan vi fastholde og tiltrække nye jobs – også indenfor nye erhverv”.
Vinderprojekt vil ud over spændende løsninger for bibliotek og musikskole indeholde en multisal, som kan fungere som koncert-, teater-, biograf- og konferencesal med plads til op til 250 publikummer, samt en særskilt biograf og foredragssal med 60 pladser.
Projektet får en forventet byggeperiode på 1 ½ år. Klik på illustrationerne for at forstørre dem.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beslutning i tirsdags: Enighed om Kappelborg-vinder' til en bekendt