
Festligt FDF Jubilæum i weekenden
31. august 2009 - kl. 8:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
FDF i Skagen har gennem hele weekenden fejret deres 100 års jubilæum på festligste vis. Lørdagen blev indledt med musik fra Brasskapellet på Viggo Hansens Plads, hvor medlemmer og leder fra kredsen også var til stede iført uniformer fra 1909 – 2009, og der blev delt FDF flag ud til de fremmødte børn.
Her efter var der reception i ”Lynghuset” hvor alle med tilknytning og interesse for FDF var velkommen til en lille bid brød. Det blev til mange glade gensyn og de kendte sange fra ”March og lejr” blev sunget. Også den helt nye jubilæumssang blev sunget under ledelse af forfatteren og komponisten, Jens Nielsen.
Et af de helt store øjeblikke var, da Aksel Knudsen blev udnævnt til æresmedlem af FDF i Skagen. Det var en rørt kredsleder, Peter Gislund, som uddybede grunden til dette med det store arbejde, som Aksel Knudsen gennem tiden har lagt for kredsen.
Lørdag aften var der lagt op til en rigtig festlig aften, hvor de fremmødte gæster havde en rigtig fornøjelig aften, hvor minderne også stod i højsædet. Festmiddagen blev indtaget med ord som: ”Kan du huske dengang….” og ”Så var der også………”, hvor efter der blev spillet op til dans.
Søndag blev jubilæumsweekenden afsluttet med en festlig gudstjeneste, hvor organisten blev delvist erstattet af Brassbandet fra Frederikshavn 1. kreds, som for øvrigt er danmarksmestre for FDF Brassband.
Efterfølgende var der en mindre højtidelighed i sognehuset, hvor menighedsrådet overrakte deres jubilæumsgave til FDF Skagen.
Næste punkt på jubilæumsprogrammet vil være et jubilæumslotteri, hvor overskuddet vil gå til FDF Skagens børnearbejde. Søndag den 1. november afholdes der en stor jubilæumskoncert, hvor man kan nyde sange fremført af Marianne Mortensen. Brassbandet fra Frederikshavn vil igen deltage sammen med et FDF band, som selvfølgelig har navnet ”The blue ones”, og naturligvis vil kredsens egne børn også være på scenen.
I forbindelse med jubilæet vil der blive udgivet en jubilæums DVD med nye og gamle film, billeder, gode historier og filmklip fra jubilæumsdagene. Denne vil kunne bestilles på kredsens hjemmeside, når den er færdigproduceret.
Læs mere på www.fdfskagen.dk
En kommentar til “Festligt FDF Jubilæum i weekenden” under annoncerne.
Endnu en gang vil jeg gerne takke alle der har været med til at gøre denne weekend rigtig FDF blå
jeg glæder mig til at vi nu tager hul på de næste 100 år, med mange spændene aktiviter for børn og unge i Skagen 🙂
en stor tak til alle de forretningsdrivende der har givet en gave til det store jubilærums lotteri som jeg regner med snart er på gaden, tak for jeres støtte
Tak
FDF Skagen