SuperBrugsens bageri lukker – men ingen er fyret!
19. juni 2026 - kl. 8:31 - af Henrik Christensen
Der har de seneste dage floreret rygter om fyringer i forbindelse med lukningen af bageriet i SuperBrugsen Skagen. Men ifølge uddeler Martin Niemann er der ingen medarbejdere, der er blevet fyret. Det fortæller han til SkagensAvis.
Efter offentliggørelsen af, at bageriet lukker, har personalet i bagerudsalget dagligt mødt kunder, der beklager, at både ekspedienter og bagere skulle være blevet fyret. Det er dog en misforståelse, understreger uddeleren.
– Der er ingen, der er fyret, siger Martin Niemann. Bagerne har fået mulighed for at flytte til en anden SuperBrugsen, men hvor mange der tager imod tilbuddet, ligger endnu ikke fast. Bagerudsalget fortsætter som hidtil, selvom brødet fremover bliver leveret fra SuperBrugsen i Sæby
Årsagen til ændringen er en større ombygning af SuperBrugsen. Ejendomsejeren ønsker at etablere lejligheder på første sal, og det betyder, at butikken mister sine nuværende personalefaciliteter.
– Vi mister kontor, frokoststue og omklædning. Derfor er vi nødt til at flytte faciliteterne ned i stueetagen, og det bliver desværre bageriet, der må lade livet, forklarer Martin Niemann.
Når ombygningen af faciliteterne er færdig, vil omkring 50 m² blive frigivet og lagt til butikslokalet.
Bagerudsalget fortsætter – bare med brød fra Sæby.
“Selvom selve bageriet forsvinder, vil kunderne fortsat kunne købe frisk brød i Skagen. Sortimentet forbliver det samme, men produktionen flyttes til Sæby, hvor SuperBrugsen allerede har et fuldt udstyret bageri, slutter Martin Niemann.
Sidste dag der bliver bagt brød i Superbrugsen Skagen er søndag i uge 34.
Hvornår byggeriet af lejlighederne på 1. sal sættes i gang er redaktionen ikke bevist om.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SuperBrugsens bageri lukker – men ingen er fyret!' til en bekendt