
Skagen Litteraturfestival: Lyrik, Begær og Bedrag
7. oktober 2009 - kl. 0:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SKAGEN LITTERATURFESTIVAL ruller hele alfabetet ud i efterårsferien. Spændende møder med danske forfattere venter publikum, når SKAGEN LITTERATURFESTIVAL afvikles i efterårsferien.
Litteraturfestivalen starter med lyrik og jazz på Skagen Bryghus, hvor digteren Sten Kaalø præsenterer sit poetiske univers. Han var i mange år muntert bosat i Skagen, men har nu rykket teltpælene længere syd på i landet. Kaaløs seneste digtsamling hedder “Den sidste sne” og rummer blandt meget andet godt også et herligt digt om Ole Wivels frakke. Måske får man det at høre på Bryghuset den 11. oktober kl. 19.30, hvor løjerne starter. I løbet af aftenen vil Poul Bendixen & Co. bidrage til den gode stemning med en gang svingende jazz. Bryghusets kobberkedler sørger for, at ingen uforskyldt går tørstige hjem.
FIRE DAGE I MARTS hedder onsdagens arrangement på De2Have, hvor forfatteren Jens Christian Grøndahl fortæller om sit forfatterskab, der for længst har antaget klassisk karakter.
Grøndahl har et stort publikum både her og i udlandet, og denne aften er der garanteret én, der stiller ham spørgsmålet: hvornår kommer den næste bog?
SKAGEN LITTERATURFESTIVALs tredje store forfattermøde finder sted i Torvehallen under den æggende titel: BEGÆR & BEDRAG.
To af tidens brandvarme forfattere, Helle Helle og Leonora Christina Skov bliver introduceret og i allerhøjeste grad udfordret af redaktør Jes Stein Pedersen, som mange vil kende fra hans intense samtaler i Deadline 2. sektion på DR2.
Helle Helle er prisbelønnet for romanerne “Rødby-Puttgarten” og “Ned til hundene”, der er skrevet i skrabet realisme. Men under overfladen simrer og sitrer det…Hun fik for nylig endnu en udmærkelse, nemlig Per Olov Enquists litteraturpris.
Leonora Christina Skov brød for alvor igennem med den erotiske thriller “Champagnepigen” og kendes også som en sprællevende og skarpsleben kritiker i avisspalterne og på TV. En ny bog er undervejs, og måske løftes sløret en smule i Torvehallen.
Der er lagt i kakkelovnen den 17. oktober kl. 14 lørdag eftermiddag når Jes Stein Pedersen, Helle Helle og Leonora Christina Skov tager plads på podiet.
I løbet af ugen venter der også andre litterære oplevelser. Tirsdag den 13. oktober kl. 12 fortæller Poul Bernth om Holger Drachmanns digtning. Det sker naturligvis i Drachmanns Hus, hvor der samme aften er teatercollage med tekster af Shakespeare, Holberg, Ibsen og Kierkegaard fremført af teatergruppen “De Usandsynlige”.
Torsdag den 15. kan man komme med på en litterær byvandring, som starter ved Brøndums Hotel kl. 13, og om aftenen går det atter løs i Drachmanns Hus, hvor Ann-Marie Gabrielsson, Jesper Hegaard og Poul Bernth serverer “En aften i Drachmanns Hus”.
Programmet for litteraturfestivalen kan ses på litteraturfest.dk eller hentes på Skagens Bibliotek eller Skagen Turistkontor. Billetter til arrangementerne kan købes ved indgangen, på Turistkontoret eller på skagenbilletten.dk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Litteraturfestival: Lyrik, Begær og Bedrag' til en bekendt