Grenen Boligforening i ny offensiv mod skimmelsvamp
19. oktober 2009 - kl. 9:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En ny helhedsplan for renovering og nedrivning af nogle boliger er på vej for det omdiskuterede byggeri ved Trindelvej i Skagen. Boligforeningen styrker også sin administration
i forbindelse med gennemførelsen af den store sag.
Dette er foto er et modelfoto og har intet
med Grenen Boligforening at gøre.
En ny helhedsplan for renovering og nedrivning af nogle af boligerne i Grenen Boligforening ved
Trindelvej i Skagen er på vej til kommune og ministerium. Det hele forudsætter, at beboerne
godkender planen.
Det er i det boligområde, at der har været stor debat om problemer med skimmelsvamp i nogle
af lejlighederne.
Den nye helhedsplan har været forhandlet med Landsbyggefonden i slutningen af august, og det
er her, at finansieringen er sikret for en plan til mere end 100 mill. kr. Det sker dels med såkaldt
renoveringsstøtte fra Landsbyggefonden og dels med fondens særlige huslejestøtte. Planen betyder
bl.a. nedrivning af boliger, omfattende facaderenoveringer for at komme skimmel og fugt
til livs samt ombygninger af nogle boliger til ældre- og handicapvenlige boliger.
Administrativ styrkelse
Helhedsplanen er den langsigtede løsning på problemerne i bebyggelsen, men der er samtidig
behov for, at der tages hånd om de konkrete problemer i den periode, der går indtil planen er
gennemført.
Det har været meget belastende for Grenen Boligforening, fordi der også har været så megen
diskussion i medierne om sagen. Derfor har boligforeningen også valgt at styrke sin administration
i forbindelse med gennemførelse af helhedsplan og de midlertidige foranstaltninger, indtil
planen er fuldt gennemført. På baggrund af råd fra Boligselskabernes Landsforening er sikret en
tilknytning af en af boligbevægelsens mest erfarne problemknusere og administratorer som
særlig rådgiver – det er tidligere forretningsfører Ole Maltesen fra Århus.
Tryghed og sikkerhed for beboerne
Med de to initiativer – helhedsplanen og styrkelsen af administrationen – forventer boligforeningen,
at der nu kan falde ro om sagen.
– Vi har kun et hensyn i den sag, og det er hensynet til beboernes tryghed og sikkerhed, siger
formanden for Grenen Boligforening Jan Friis.
– Vi har været meget kede af den negative omtale, der har været i den sag, og vi gør alt, vi kan
for at løse problemerne i et godt samarbejde med myndighederne og beboerne. Derfor er det
også med glæde, at jeg nu kan fortælle, at der med aftalen med Landsbyggefonden ser ud til at
være en virkelig fornem og langsigtet løsning på vej til Skagen, siger Grenens formand.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Grenen Boligforening i ny offensiv mod skimmelsvamp' til en bekendt