KF – nyhedsmedie eller borgerportal?

KF – nyhedsmedie eller borgerportal?

2. november 2009 - kl. 14:12 - af

Debatten omkring Kanal Frederikshavn som nyhedsmedie eller borgerportal antager næsten akademiske dimensioner, hvor man på den ene side gerne vil støtte en borgerportal men ikke et nyhedsmedie. Efter min mening lever Kanalfrederikshavn.dk og skagensavis.dk op til mine forventninger om en borgerportal – hvor der så bliver lagt nogle nyheder ind vi alle kan kommentere på, eller måske selv fortælle om en nyhed. Det vigtigste er i den sammenhæng. Den handler KUN om det der foregår i min kommune.
Vi har nu en gang valgt at leve med en meget pluralistisk samfundsindretning, hvor der altid har været politisk enighed om, at vi skal aflevere en meget stor del af vores indtægter, ikke mindst i form af skatter og moms, for herefter at overlade det til politikere at afgøre, hvilke formål man så efterfølgende bl.a. via tilskud fra ansøgninger vil fremme, eller måske direkte have krav på. Selv de største privatkapitalistiske virksomheder i dagens Danmark modtager store tilskud til eks. udvikling af vedvarende energi, fordi vi rent politisk har bestemt, at det ønsker vi fremmet. Jeg skal bestemt ikke gøre mig bedre. Jeg modtog i sommer ca. 10.000 kr. fra den renoveringspulje regeringen meldte ud som en del af sin krisepakke i tilskud til min nye solfanger. Regeringen havde nemlig politisk bestemt, at man dels ønskede at stimulere beskæftigelsen og dels fremme vedvarende energi, CO2 udledning mv. Jeg så aldrig pengene – dem fik et lokalt VVS firma i Gærum! Statsstøtte: Ja ingen tvivl om det. Den største gruppe på statsstøtte har i øvrigt historisk set altid væres vores landbrug, der via EU i dag modtager ca. 50 % af EU´s samlede budget i støtte – tidligere var det 90 %. Pengene kommer i EU´s kasser via bl.a. medlemslandenes bidrag til fælleskassen og i sidste instans altså fra os skatteydere. Sådan hænger tingene sammen.
Tager vi de lidt større briller på foregår der i øjeblikket på Christiansborg forhandlinger omkring den massive støtte de trykte medier modtager i øjeblikket igennem momsfritagelsen. Bent Bøgsted har så rigtigt her bemærket, at der vil ske en omfordeling af midlerne i fremtiden, således at man i langt højere grad får inddraget de lokalt forankrede netmedier når statens tilskud skal fordeles. Det er således et spørgsmål om tid inden kanalfrederikshavn.dk, skagensavis.dk kommer på finansloven! Skagensavis.dk bør derfor også nyde mindre kommunal støtte som Kanalfrederikshavn. Vi kan så glæde os over, at begge medier på det tidspunkt er helt klar til at klare sig i konkurrencen, og indtil da skal vi selvfølgelig hjælpe dem lidt på vej. Hvis vi skal klare os her i Frederikshavn kommune har vi kun os selv til at klare det ved at være fremme i skoene, når der kommer nye initiativer, der er værd at bakke op om. Det kunne være dejligt hvis begge medieplatforme kunne udvikle sig endnu mere – og det kræver nu øk. ressourcer som ikke kan dækkes af lokale betalte bannerreklamer – ikke i første omgang i hvert fald. Tænk sig hvis det er her fremtidens arbejdspladser ligger i konceptudvikling, salg etc.
Set i det lys kan jeg ikke blive forarget over, at man fra forskellige organer under Frederikshavn Kommune side har valgt at støtte Kanalfrederikshavn.dk som et led i demokrati- og erhvervsudviklingen her i Frederikshavn. Selv en Peter Nielsen fra de konservative kan få optrykt et kritisk læserbrev som jeg nu svarer på. Det er den moderne form for demokrati. At Peter Nielsen så samtidig vælger at få indrykket lidt annoncer i et medie han forsøger at få fjernet støtten fra kan man kun trække på smilebåndet af.
Alle de politikere jeg snakker med i øjeblikket beretter, at der er minimalt fremmøde af ”almindelige borgere” til vælgermøderne. Ligesom mediesituationen ændrer sig fra den trykte presse til de elektroniske medier med rivende fart, ændres forholdet mellem politikere og vælgere. De elektroniske medier gør, at vi nu kommunikerer til hinanden og ikke med hinanden. Derfor har vi brug for borgerportaler som jeg betragter Kanalfrederikshavn.dk og Skagensavis.dk som. Senest så jeg eks. Frederikshavn kommune indrykke informationer i skagensavis. Kommunen skal selvfølgelig også annoncere, der hvor folk er. At netmedierne omtaler sig selv som en nyhedskanal gør efter min mening ingen forskel – vi skal jo have et eller andet at debattere om og der skal jo altså også være en vis mængde af mennesker, der gider gå ind på en hjemmeside! Hvis kanalfrederikshavn.dk kun var en elektronisk opslagstavle ville den sikkert ende som de adskillige andre såkaldte borgerportaler vi har fået udviklet her i Frederikshavn – borte og glemte.
Som jeg ser det er kanalfrederikshavn.dk og skagensavis.dk spændende på den måde, at de har slået en ring om vores kommune og KUN leverer nyheder om den – og ikke andet. Selvfølgelig i øjeblikket koncentreret i de to byer som hjemstavn, pga. ressourcer. I det øjeblik man så vælger at bevæge sig uden for kommunen må man klare sig selv. Indtil da skal vi selvfølgelig bakke op om vores borgerportaler – med nyheder og synspunkter som vi kan diskutere og lidt iværksættestøtte.
Til sidst kan jeg ikke lade være med at kommentere Peter Nielsen betragtninger om, at han for de 200.000 kr. Kanalfrederikshavn.dk modtager vil redde: ”de vore ældre, de handicappede og de unge fra PMU, som det nuværende flertal sætter i en vanskelig situation ved at hente dem hjem fra det pædagogiske tilbud PMU uden at være i stand til at tilbyde dem noget tilsvarende”.
En sådan økonomisk troldmand bør straks udnævnes til borgmester i kommunen! Han bør så sættes sammen med Søren Visti fra SF, han mener nemlig, at kunne løse problemerne inden for børne og ungdomsudvalget med et budget på ca. 900 mio. kr. ved at fjerne elitestøtten til sporten på 800.000 kr.! Sådanne synspunkter ville normal afføde kritiske spørgsmål fra pressen – medens man på en borgerportal kan man få lov til at fremføre sine synspunkter uanfægtet uden at de drukner i nyheder fra andre steder i landet som ikke interesserer en!
Det bedste af det hele er, at vi har nu har fælles portaler – kun i og om vores kommune, hvor vi kan diskutere med hinanden.

Af Peter Laigaard, Lektor Frederikshavn Handelsskole, Byrådskandidadat (V)

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'KF – nyhedsmedie eller borgerportal?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger