7. November – Læserbreve kommunalvalg 09
7. november 2009 - kl. 11:01 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis modtager dagligt læserbreve angående kommunalvalget der, efter min mening, ikke er lokalt relateret. Men hvad der her i valgkampen er vigtigt for indbyggerne i den gamle Skagen Kommune skal ikke være op til mig at afgøre. Derfor denne artikel, hvor jeg samler læserbrevene sammen. Disse generelle indlæg vil dagligt blive lagt på avisen under ovenstående fælles-logo.
Indlæg og læserbreve, der direkte vedrører den gamle Skagen Kommune, vil naturligvis blive lagt på avisen under egen overskrift som hidtil.
SkagensAvis.dk ønsker alle et godt valg
Michael Egelund (webredaktør)
Læserbrevene bliver bragt i den rækkefølge de er modtaget på redaktionen
———————————————————————————-
Lis Reinholdt
Byråds- og regionsrådskandidat for Venstre
Forebyggelse er bedre end behandling
og derfor synes jeg, at sygdomsforebyggelse skal prioriteres højt.
Men forebyggelse er mere end kampagner mod rygning og for sund kost og motion, det handler også om psykisk og fysisk trivsel – bl.a. på skoler og arbejdspladser. Der findes en hel del viden på området, som kunne formidles bredt. En viden, der kunne gøre os bedre til at få øje på begyndende problemer, så den rette intervention kan blive igangsat så tidligt som muligt.
Venstre mener, at den enkelte borger selv har ansvaret for sin egen livsførelse, og at det er ens eget valg, om man vil leve mere eller mindre sundt – med de konsekvenser det nu har. Set i et samfundsperspektiv er usund levevis dog en meget dårlig forretning, både menneskeligt og økonomisk, og derfor vil Venstre arbejde for, at det skal være lettere at leve sundt, både for skolebørn, unge og på arbejdspladsen. Og vi har allerede et af redskaberne hertil, nemlig sundhedscentrene.
På mange arbejdspladser og skoler tager man allerede et socialt og sundhedsmæssigt ansvar. Det er glædeligt og noget vi skal støtte fra politisk side, en tendens vi skal være med til at styrke.
Venstre ønsker at sundhedsfremme og forebyggelse tænkes ind i alle kommunens forvaltninger. Kommunen skal skabe rammerne for en sund livsstil, såsom naturstier, cykelstier, sunde vaner i skoler og institutioner m.v. Endvidere vil vi arbejde for en bedre sammenhæng mellem den kommunale forebyggelsesindsats og behandlingssystemet. Og vi vil etablere et tættere samspil mellem regionen og kommunerne, så ressourcerne samles.
Derudover mener jeg, at det ville være en god idé at informere bedre om fordelene ved regelmæssige sundhedstjek ikke bare hos egen læge, men også hos kiropraktor og andet sundhedspersonale.
Forebyggelse er af afgørende betydning ikke bare for den enkelte, men for hele samfundsøkonomien.
———————————————————————————-
Af Tina Kjellberg. Aalbæk
regionsrådskandidat (S)
To vigtige valg
Det undrer både mig og sikkert også mange andre, at valget til regionsrådet fylder så lidt på bekostning af kommunalvalget, for begge valg finder jo sted tirsdag 17. November.
Valget til regionsrådet er vigtigt ikke mindst fordi, at det er i regionsrådet, at rammerne for alle borgeres sundsvæsen skabes.
Det er vigtigt, at vi her kan arbejde for bedre vilkår i psykiatrien og derved skabe bedre vilkår for vore svage medborgere.
Der skal vælges nogle mennesker, og gerne også mange kvinder, som i regionsrådet vil arbejde for, at alle borgere i vores sundhedssystem får lige adgang til den bedste behandling.
Vi skal fortsat forbedre hele sundhedssystemet.
—————————————————————-
5 kommentarer til “7. November – Læserbreve kommunalvalg 09” under annoncerne.
Jeg skal friholde dig for flere tal da du ikke mener at nogle millioner er noget særligt. jeg kan med glæde læse at nu skal regeringen have skylden, forhen når man ikke selv ville tage ansvar var forklaringen altid at det var samfyndets skyld. Jeg vil lige tilføje at vi heldigvis har en regering, der tør tage ansvar og sørge for at de hjælpeløse mennesker i denne situation fik den behandling, som de havde brug for og krav på.
Nåe, det var så i småtingsafdelingen…. ud af et budget på hvor mange milliarder ????
Hvor meget af dette hidrører fra de ekstra udgifter, som regeringen har pålagt regionen ved de stramme behandlingsgarantier og dermed overbetaling af de forgyldte privatklinikker ???
Niels Chr, Larsen
Hvis nu Niels Chr. Larsen ville holde sig til gå efter bolden kunne man få lyst til at diskutere tingene igennem.
2008 overskridelse af budget med 140 millioner, lad bu være med at give strejken hele skylden.
Niels Johansen, jeg tror lige du skal tjekke “de evindelige overskridelser” en ekstra gang, inden du gør dig til dommer !!!!
Tina Kjellberg undrer sig over at det er småt med interessen for regionsvalget, det kunne måske skyldes at regionsrådet efterhånden er ved at være overflødig, vi kunne måske enda med stor succes ændre hele strukturen her og indføre en professionel betyrelse med økonomisk ansvar. På den måde er jeg sikker på at de evindelige overskridelser af budgetterne kunne undgåes.