
9. November – Læserbreve kommunalvalg 09
9. november 2009 - kl. 8:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis modtager dagligt læserbreve angående kommunalvalget der, efter min mening, ikke er lokalt relateret. Men hvad der her i valgkampen er vigtigt for indbyggerne i den gamle Skagen Kommune skal ikke være op til mig at afgøre. Derfor denne artikel, hvor jeg samler læserbrevene sammen. Disse generelle indlæg vil dagligt blive lagt på avisen under ovenstående fælles-logo.
Indlæg og læserbreve, der direkte vedrører den gamle Skagen Kommune, vil naturligvis blive lagt på avisen under egen overskrift som hidtil.
SkagensAvis.dk ønsker alle et godt valg
Michael Egelund (webredaktør)
Læserbrevene bliver bragt i den rækkefølge de er modtaget på redaktionen
———————————————————————————-
Konservativt alternativ til Erik
Af Peter E. Nielsen, Aalbæk
konservativ borgmesterkandidat
Der er hårdt brug for at få skiftet spor i Frederikshavn Kommune, og der er kun ét alternativ til posten som borgmester i stedet for Erik Sørensen. Kommunen fortjener et borgerligt flertal med en konservativ borgmester.
Vi vil have kommunen tilbage på sporet igen, og det kræver hårdt arbejde, vilje og evne til at samarbejde med alle sider i byrådet. Det er her, vi konservative kan gøre en forskel, for vi samler trådene, og vi kan samarbejde med alle.
Det er der hårdt brug for i tiden, der kommer, for der er mange opgaver, der trænger sig på. Vi er et socialt ansvarsbevidst parti, og vi påtager os gerne opgaven med at få alle gode kræfter til at arbejde sammen.
Vi konservative ved, at en kommune ikke blot skal administreres. Den skal ledes, og det kræver en leder, der vil og kan samarbejde med alle.
Det nytter ikke at fortsætte i sporet med dårlig stemning og uenighed i byrådet. Vi er nødt til at arbejde noget bedre sammen for at få kommunen tilbage på sporet. Vi vil det bedste for kommunens borgere.
Der er i Frederikshavn Kommune brug for at skabe velfærd, og det kræver målrettet arbejde for at skabe initiativer, der kan gavne beskæftigelsen. Vi skal ikke bare se til. Vi skal tage kampen op mod arbejdsløsheden.
Vi er nødt til at få kommunen tilbage på det spor, hvor der er tryghed for børn, unge, ældre og sårbare medborgere.
Frederikshavn Kommune skal være et sted, der er godt at bo, så der er tid til at skifte spor. Muligheden kommer på valgdagen tirsdag 17. November.
——————————————————————————–
Driftsoptimering…
Søren Visti Jensen
Sæby
Byrådsmedlem/kandidat SF
Smag på ordet – vend det i munden, luk øjnene og fortæl mig herefter hvad du tænkte på.
Noget med industri. Samlebånd, måske svinestalde eller burhøns. Men nej, det er ikke sådan vi skal tænke længere.
Driftsoptimering er det helt nye mantra i den kommunale økonomi. Konsulentfirmaer hyres i hobetal for komme med bud på hvordan vi kan driftsoptimere stort set alle grene af den offentlige forvaltning og service. Ældreplejen, børnehaverne og skolerne. Og midlet er altid større enheder, flere hoveder i hver gruppe, centralisering. Og målet er altid bedre rentabilitet, større produktion og besparelser. Det kunne være Danish Crown, Arla eller SAS, men den produktion vi her taler om er omgangen med vore borgere, de ældre, vore børnehavebørn og vore skoleelever. Vort guld – vor fremtid eller vore ældres otium skal driftsoptimeres, for at presse mest muligt ud af hver enkelt skattekrone. Konceptet kommer fra regeringen og Dansk Folkeparti, og de pressede kommuner tager det til sig, nogle med megen, andre med mindre entusiasme.
Frederikshavn Kommune er helt med på noderne, måske fordi vi reelt er på fallittens rand, men også fordi centralisering aldrig har været fjernt fra det socialdemokratiske verdensbillede.
Partiet har gennemtrumfet en såkaldt helhedsplan på daginstitutionsområdet, der opererer med sammenlægning af børnehaver og lukning af de mindste institutioner. Snart kommer der oplæg til en ny skolestruktur efter stort set samme koncept. Sukkeret der skal få den bitre pille til at glide ned er bygningsrenoveringer, halvt betalt af de statslige kvalitetsfondsmidler.
Man sætter lighedstegn mellem nye bygninger og kvalitet. Om skolernes klassekvotienter så skal hæves til 28 i disse nye superskoler, eller de nye daginstitutioner skal være mastodonter med 70 – 80 børn eller mere, anser man som mindre vigtigt. Kvalitet er lig med rammer. Så tror man indholdet kommer af sig selv. Frederikshavn Kommunes værdisæt på skole- og institutionsområdet kommer mere og mere til at ligne McDonalds, hvor der er lagt mere vægt på emballagen end på indholdet.
Man glemmer fuldstændig den menneskelige faktor. Man glemmer hvor meget det koster for hvert af de svagere børn vi taber ved dårlig trivsel i en børnehave, hvor der ikke er den fornødne nærhed eller ro, eller som drukner i en skoleklasse der er for stor til at drage den fornødne omsorg for den enkelte. Eller hvor mange ældre der bliver mindre selvhjulpne, fordi de ikke får den optimale kontakt eller omsorg. Vi er i den danske velfærdsmodels dødsspiral, og ingen orker for alvor at sige stop. Vi trænger til en driftsoptimering af det danske folketing. Og byrådet kunne trænge til det samme. Men ikke på det økonomiske område. Politikerne skal lære at tænke i hele mennesker. I hele liv. I en fremtid vi er fælles om. Hvor vi tager vare på hinanden, og ikke bare bilder os selv ind, at hvis vi omgiver os med flotte ydre rammer, så kommer alt det andet af sig selv. Sådan er det måske for nogen, men der bliver en restgruppe af tabere tilbage, der let kommer til at koste hele fortjenesten ved driftsoptimeringen og lidt til – for slet ikke at tale om den menneskelige del.
Vend spiralen – tænk dig om, og stem SF. Første mulighed byder sig den 17. november.
En kommentar til “9. November – Læserbreve kommunalvalg 09” under annoncerne.
Til P.E.Nielsen, liste C
Hvad er det for en kommune du vil have tilbage på sporet, er det den gamle Skagen kommune for Frederikshavn har da ikke siden sammenlægningen været på noget spor. Hvis jeg forstår dig ret, vil liste C så pludselig til at give flere penge og dermed bedre vilkår for skoler,sfoér og daginstitutioner ? I har da vist på intet tidspunkt gået ind for det de sidste år, hverken kommunalt eller på landsplan.
mvh
K.Larsen