Skagen Festival – Pressemeddelelse december

Skagen Festival – Pressemeddelelse december

13. december 2009 - kl. 0:15 - af

Som nævnt i sidste nyhedsbrev er vi i Skagen Festival stolte over at kunne præsentere Dalton på festival 2010. Disse 3 glade spillemænd spiller fredag aften i Skagen Kultur og  Fritidscenter. De 3 personligheder – Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen – supplerer hinanden som få andre på den danske folk-rock scene. Deres nye CD Tyve-ti sælger allerede godt, og man kan høre sange som Lilholts ”Cafe den sidste chance” – Johnny Madsens ” Nattens swinger” og Allan Olsen lidt skæve ”Rugbrød” – samt deres egne versioner af andres sange f.eks.” Hvis du rejser mod nord”, som selveste Bob Dylan har lavet. Alle disse sange plus mange andre kan man opleve fredag aften den 2. juli 2010 på Skagen Festivalen. Dalton er på turne for første gang i 17 år.
Samme aften vil amerikanske Omar & the Howlers varme op. Der er dømt boogie-woogie for alle pengene. Folk, der har oplevet Omar, bliver med det samme fans, så hvis du ikke er det allerede, så er det fredag den 2. juli 2010, du har chancen for at blive det.
Endnu et stort navn vil være at finde denne fantastiske aften i Skagen Kultur & Fritidscenter. (offentliggøres senere)

Lørdag aften i Badmintonhallen præsenterer festivalen Savage Rose. Anisette har formået at fortsætte gruppens succes, hvilket kunne ses for 2 år siden på Skagen Festival, hvor Savage Rose tryllebandt publikum med en fantastisk koncert i Skagen Kultur & Fritidscenter. I 2010 spiller de i én af Danmarks bedste koncerthaller: nemlig Badmintonhallen på Drachmannsvej i Skagen. I flere årtier har gruppen holdt sig på toppen, og da de ikke spiller ret mange koncerter om året, er det med stolthed, Skagen Festival kan præsentere dem lørdag aften.

Søndag aften præsenterer Festivalen for sidste gang McCalmans. Gruppen stopper med at turnere i 2010, og måske er koncerten søndag den 4. juli den sidste for de populære skotter. Den endelige slutdato er ikke helt fastsat endnu, men sikkert er det, at det er sidste gang, de besøger Skagen. Derfor er det absolut sidste mulighed for at høre Ian McCalman, Nick Keir og Stephen Quigg som gruppe. De takker af efter 26 albums og utallige koncerter over hele verden.

Flere navne til festival 2010:
Derudover kan man glæde sig til lørdag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter. Aftenen vil starte med sidste års store oplevelse: hollandske Scrum, som nærmest væltede det hele med deres versioner af gode gamle sange og egne kompositioner. ”Amazing Grace” og ”Scotland the Brave” bliver vist aldrig det samme igen efter at have været i hænderne på disse gale hollændere.

Herefter går Michael Falch og Band (Boat Man Love) på scenen, og med Michael Falchs bagkatalog in mente, er det genhør af sange helt tilbage til Malurt tiden. Som tidligere på festivalen skal de helt sikkert få folk op på tæerne.

Aftenen slutter af med Poul Krebs & Band, så også her er det et kært gensyn med et populært navn. Poul Krebs og Michael Falch har sammen turneret meget akustisk med udsolgte sale til følge, så mon ikke også der lørdag aften kan forventes noget helt specielt. Der er sange nok at tage af for begge kunstnere, og som altid har de begge et velspillende band med sig.
Allerede nu er der grund til at sætte kryds i kalenderen til Skagen Festival 2010, som løber af stabelen fra den 1. juli til den 4. juli. Flere store navne er på vej – nye som gamle, kendte som mindre kendte og unge som ældre.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at billetsalget til den 40. Festival åbner den første mandag i maj 2010 kl.16.00.

Glædelig jul og godt nytår

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Festival – Pressemeddelelse december ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger