Kan du hjælpe med hvilken vej der her er malet
27. januar 2010 - kl. 10:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Jeg har et billede af et maleri af et gadebillede fra Skagen, som min far gav mig for 12 år siden. Efter jeg har fået en ny ramme til det, kan jeg end desværre ikke se ‘kunstnerens’ navn. Han købte det i 1947 da han som nyuddannet semnarist var lærer på Skagen. Taget hans løn i betragtning har det nok været billigt og har i dag højst sandsynlig ikke nogen større værdi i sig selv i danske kroner, men det har en stor sentimental værdi for mig. Jeg elsker Skagen fra utallige besøg deroppe da jeg var barn, og nu, da jeg bor i New Zealand og kigger på maleriet hver dag, vækker det en masse gode minder fra de besøg.
Nu er sagen den, at jeg, med min familie, besøger Danmark igen i juli, og har planer om et besøg på Skagen. Så kunne det da være sjovt hvis vi kunne finde gaden fra maleriet, hvis den altså ikke bare er at resultat af kunstnerens fantasi.
Kunne det tænkes at een af Skagens Avis’ medarbejdere eller endda en læser kan genkende motivet, som det ser ud idag, hvis det da stadig eksisterer?
Jeg ved godt at det er lidt frækt og selvoptaget af mig, at tro at I gider at have med det her at gøre, men, helt ærligt, så ville jeg jeg blive utrolig taknemmelig, hvis nogen gad at hjælpe. Hvis jeg ikke hører noget tilbage fra jer forstår jeg det helt godt – “No hard feelings”.
På forhånd tak og undskyld frækheden.
Venlig Hilsen
Stig Røschmann
Auckland
New Zealand
OPDATERET: vi har modtaget følgende billeder fra en læser: Det første billede mener læseren er taget samme sted som billedet ovenover. Det er Bernhard Frederiksen der har malet det og det skulle angiveligt være på Hans Baghsvej, set fra Q8 tanken og op i mod Sct.Laurentii Vej.
Læseren har også medsendt et skolebillede og spørger dig, Stig Røschmann, om det måske kunne være din far der er på billedet ?.
6 kommentarer til “Kan du hjælpe med hvilken vej der her er malet” under annoncerne.
Tusind tak for hjælpen. Min frækhed er blevet belønnet. Det er pænt af jer at hjælpe på ægte skagbovis. Jeg glæder mig til besøget og nu har jeg noget at gå efter.
Desværre må jeg beklageligvis sige til læseren som indsendte skolebilledet at det ikke ligner min far.
TAK.
Læreren på forstørrede foto er ikke Peter Røschmann Nielsen, men Jørgen Rasmussen– også kaldet “Flammen”. Peter R. var min klasselærer, en meget populær , morsom og idealistisk lærer, som jeg mindes med glæde.
Venlig hilsen. Henny Pallesen.(f. Carlsen).
Billedet er fra Hans Baghsvej set fra Skomagergangen / overfor Q8 stationen på Hans Baghsvej mod Sct.Laurentiivej, altså fra syd mod nord. Huset til venstre tilhørte Simon Bagh og er nedrevet p.g.a. vejudvidelse, jeg har garage på en del af grunden. Huset overfor til højre i motivet tilhørte Hans Bagh, som vejen er opkaldt efter. Også dette hus fik skåret noget af længden, da Hans Baghsvej blev udvidet. Det højere hus længere tilbage i motivet, som ligger efter Hans Baghs hus lå, hvor der i dag er parkeringsplads på hjørnet af Rendegangen og Hans Baghsvej. Man ser også afdøde Karen Marie Jensens slægtsejendom på hjørnet af Vesterbyvej og Hans Baghsvej. Længst tilbage i motivet, til højre, ser man mine bedsteforældres ejendom, hvor jeg i dag har tegnestue, hjørnet af Hans Baghsvej og Sct. Laurentiivej.
I øvrigt kan jeg fortælle dig, at jeg havde fornøjelsen, at have din far, som klasselærer (Stig Røschmann) og husker ham, som en høj pæn og yderst behagelig mand, en god lærer, som jeg mener gav mig en god tidlig lærdom. I øvrigt kan jeg kende ham efter det fremlagte fotos.
Skagenhilsner fra
Christen Justesen
Hans Baghsvej 9/Vesterbyvej 29
Billedet er malet udfra et motiv på Højensvej. Huset, som ligger med gavlen til er mit farmor og farfars hus på Højensvej 19… Det hedder SØRO og de boede der dengang og også den dag i dag.
Hilsen
Lars Thrane
Jeg synes mere, det ligner Hans Baghsvej set fra syd.
Hilsen Inger
Min første tanke da jeg så billedet var Jens Bergs Vej i Gammel Skagen, men det er vist mest pga. kvisten på huset til højre… Men synes dog alligevel der er flere ligheder.
Nu har google jo lanceret streetview fra bla. Skagen, hvis du sætter nedenstående link ind i adresselinjen i din browser kan du jo se om det ligner..
Hilsen
Mikkel Schou
Opdateret af redaktionen: Mikkels link til google maps var så langt at det på en eller anden måde “ødelagde” avisens layout. Derfor er det fjernet. Gå til Google maps og skriv Jens Bergsvej ind i søgefeltet. Med Street view skal du placere den orange mand så han kigger ned af vejen mod Hyttefadet.
Fejlen med linket er en fejl her på Skagens Avis, og vi kigger på sagen
Michael (redaktør)