
Du kan hjælpe med at bekæmpe kræft
30. marts 2010 - kl. 0:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den nye vaccine mod livmoderhalskræft kan næsten udrydde den frygtede kræftsygdom. Men det koster store summer i forskning at udvikle sådan en vaccine. Søndag d. 11. april kan du give dit bidrag, når Kræftens Bekæmpelse holder landsindsamling.
– Vi skal også yde vores bidrag til den fælles kamp mod kræft. Her i Skagen har vi brug for 50 indsamlere, og i Aalbæk 15, som vil bruge en formiddag på kræftsagen, siger Aase L. Nielsen, som er indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Skagen.
HPV-vaccinen er et godt eksempel på, hvor meget man kan opnå i kampen mod kræft ved en målrettet forskningsindsats. Siden vaccinen mod livmoderhalskræft blev en del af det danske vaccinationsprogram i efteråret 2008 er flere end 230.000 kvinder mellem 12 og 26 år blevet vaccineret.
– Jeg kan kun opfordre alle unge piger til at følge Kræftens Bekæmpelses anbefaling om at tage imod vaccinationen. De tre stik redder liv, siger Aase L. Nielsen.
Livmoderhalskræft rammer årligt 400 kvinder i Danmark og koster 200 liv. HPV-vaccinen beskytter mod den infektion, som er skyld i 70 procent af livmoderhalskræfttilfældene. En meget stor del af arbejdet med at udvikle og teste vaccinen er sket i Kræftens Bekæmpelses laboratorier på Østerbro i København.
– Det helt afgørende for, at vi kan gennemføre forskningen er penge. De store forskningsprojekter som vaccineprojektet koster rigtigt mange penge, siger professor, overlæge, dr.med., Susanne Krüger Kjær, som har stået i spidsen for Kræftens Bekæmpelses del af arbejdet med HPV-vaccinen.
– Ved at der bliver lavet en landsindsamling, hvor man samler ind til Kræftens Bekæmpelse, får vi mulighed for at søge penge, så vi kan komme i gang med projekterne og derved skabe resultater, siger professor Susanne Krüger Kjær.
Kræftens Bekæmpelse forventer at bruge 250 millioner kroner på kræftforskning i 2010 både i egne laboratorier og som støtte til projekter på sygehusene og universiteterne. Dermed står Kræftens Bekæmpelse for halvdelen af kræftforskningen i Danmark.
– Man skal jo huske, at Kræftens Bekæmpelse er en privat forening, som stort set ikke får støtte fra det offentlige. Derfor er det vigtigt, at alle, også her i Skagen, bakker op om landsindsamlingen d. 11. april.
Meld dig som indsamler på (lokalt indsamlernummer), på www.indsamling.dk eller på 7024 2010
Fakta om HPV:
• HPV – Human Papilloma Virus – er en seksuelt overført virus, som rammer omkring 80 % af befolkningen.
• HPV-virus forsvinder normalt af sig selv igen. Men bliver den kronisk, kan den føre til svære celleforandringer og livmoderhalskræft.
• HPV-vaccinen beskytter mod de to typer, HPV-16 og HPV-18, som er skyld i 70% af livmoderhalskræfttilfældene.
• HPV-vaccinen tilbydes gratis til alle 12-årige piger i forbindelse med det almindelige børnevaccinationsprogram.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Du kan hjælpe med at bekæmpe kræft' til en bekendt