
Fortidsminderne – det er stadig DIT museum
28. april 2010 - kl. 7:12 - af UGj
Tirsdag den 27. april 2010 var der generalforsamling i Skagen By- og Egnsmuseums Venner, en ny forening, der har rejst sig fra den gamle museumsforening fra den gang, “Fortidsminderne” var Skagens eget museum. Nu er det en del af Nordjyllands Kystmuseum, men trods fusionen mærker den enkelte besøgende ikke meget til stordriften. Vi har stadig et lokalt museum i Skagen.
Generalforsamlingen startede som det sig hør og bør med formandens beretning, som kan ses i sin helhed neden for. Dernæst aflagde kassereren, Ole Knude regnskabet, hvilket ikke tog lang tid: Der var 2 poster, indtægterne = kontingenterne til foreningen, og udgifterne = hele molevitten overført til Kystmuseet. Begge poster var behørigt bekræftet af revisoren.
Vi fik også en lille briefing på Hansa. Det blev slået fast, at Hansa er en museumsgenstand, der som sådan skal bevares for eftertiden. At man så bruger skibet til tur-sejling med turister og andet godtfolk, gavner faktisk kun skibet, der har bedre af at ligge på vandet og blive brugt end at stå på land og tørre ind og forvitre. Dog kan der blive problemer med at få reservedele til den gamle motor, hvis tøf tøf hygger gevaldigt, når man ligger ved stranden en varm sommerdag. Også de folk, der betjener Hansa, skal man passe på. Det bliver ikke let at finde afløsere til sin tid.
Til maj skal Hansa Kølhales, og her er det så en fordel, at vi er kommet ind under Kystmueet, for Hansa kan ikke selv sejle så mange penge ind, så de må tages af den store fælleskasse.
Herefter fortalte Michael Ax om det nye Tastris-anlæg, der digitalt skal fortælle museets besøgende om Skagens historie. Dette vil vi bringe mere om, når anlægget er på plads.
Et spørgsmål fra salen om, hvorfor kontingentet var så lavt, når der var brug for så mange penge til at støtte musset med, blev besvaret med, at når kontingentet er lavt, kan vi få flere medlemmer, og det er meget vigtigere, at mange besøger museet, og at de gør det tit (det er jo gratis for medlemmer at komme ind). Så er du ikke allerede medlem, kan du hurtigt og billigt blive det. Mussetes telefonnummer er 98444760.
De mange frivillige, der arbejder på museet i skoleferierne en dag om ugen eller måneden, blev rost. Det er dem, der giver især børnene, en ekstra oplevelse ved at vise dem de gamle håndværk og lade dem prøve selv. Strikning, vodbinding, foldning af æsker, thebreve, spinding og, træsnitning, fåreklipning, maling på sten, fremstilling og tilberedning af tørfisk o.s.v., o.s.v. Det er det, børnene husker bedst efter et besøg på Fortidsminderne.
Men også de frivillige bliver ældre og skrøbelige, og i modsætning til Hansa kan man ikke bare give dem en kølhaling, så der skal hele tiden nye til. Hvis du er glad for børn, kan – eller vil lære – et eller andet håndværk, som kan formidles videre, så vil du blive taget imod med kyshånd. Du får ingen løn, men en dejlig frokost, når du er på vagt – og så altså en rigtig god oplevelse ved at være med til at formidle Skagen.
Et af ønskerne på listen til Venneforeningen til næste år er en rok, idet de damer, der viser hvordan man spinder garn, medbringer deres egen rok. Det er vigtigt, at museet har sin egen, så hvis ikke der melder sig en, der har en gammel rok stående på loftet til ingen verdens nytte og derfor gerne vil forære den til museet, så må der nødvendigvis investeres i en, og nogle oplæres i brugen af den.
Formandens beretning ved Årsmødet 27.4. 2010 i Skagens By- og Egnsmuseums Venner.
2009 var det første år for Nordjyllands Kystmuseum, i daglig tale Kystmuseet. De tre afdelinger fungerer i praksis med deres daglige navne Skagen By- ogEgnsmuseum, Bangsbo, Sæby Museum.
Det er således første år, hvor vi ikke er en museumsforening men en støtteforening for ”vores eget museum”.
Foreningens formål er: At støtte op om Skagen By- og Egnsmuseum samt skabe opbakning bag Museet.
Foreningen skal medvirke aktivt til at sikre Skagen By – og Egnsmuseums forankring i lokalsamfundet.
Det vil præge årsmødet, at det ikke er museets – men foreningens møde. Det vil f.eks. betyde, at beretningen ikke er museets men foreningens og dennes forhold til museet såvel lokalt som Kystmuseet. Derfor har jeg også aftalt med Michael (Ax, red.), at han som sædvanligt vil fortælle lidt om Skagen By- ogEgnsmuseum, som det hele jo egentlig handler om.
Dagsordenens pkt. 3 regnskab og budget er heller ikke museets, men foreningens. Derfor ultrakort idet der er en foreløbig aftale mellem de tre museer om, at disse går ind på den enkelte forenings konto og anvendes til aftalt formål. For 2009 er beløbet overført uspecificeret, men vil fremover være øremærket til det enkelte museum.
2009 har for foreningen været året, hvor vi skulle forholde os til den nye situation. Bestyrelsen har udpeget to medlemmer til Kystmuseets bestyrelse. Der har været stor travlhed og mange beslutninger skulle træffes.
Der har været afholdt 5 bestyrelsesmøder inkl. ansættelse af direktør. Ca. 10 møder i forretningsudvalget, som består af de tre formænd og direktøren. Det har været vigtigt, at vi alle er synlige på banen.
Kystmuseet ledes af en bestyrelse på 10 medlemmer. Heraf er de seks udpeget af de tre museumsbestyrelser. Fra Skagen By- ogEgnsmuseum er det formanden og Søren Raaberg. Udover de seks sidder der to byrådsmedlemmer, et medlem udpeget af Turist- og Erhvervsudvalget samt en medarbejderrepræsentant.
Jeg synes, arbejdet har været godt og frugtbart trods store krav til omstilling. Vi sidder jo hver med vores ”hjertebarn”, de tre museer, men oplever velvilje og ønske om samarbejde og bedre udnyttelse af fælles ressourcer og ikke mindst fælles faglig udvikling i medarbejdergruppen, som arbejder positivt med processen.
De tre ledere indgår i en ledelsesgruppe med Hans Munk, Bangsbo som direktør. Vores Michael er souschef og projektleder og Anne Mette, Sæby er ansvarlig for koordinering af udstilling og formidling. ”Vores” Jette Leer er økonomi – og personalechef og styrer også projektøkonomien i forhold til EU, fonde og puljer.
Hvis museer i dag skal være på niveau og følge med udviklingen, er man helt afhængig af projekter og den økonomi, der medfølger. Det betyder, at man risikerer at måtte udsætte evt. ideer og planer, til de kan tilpasses et projekt, der kan skabes tilskud til. Man kan ikke klare den daglige drift med offentlige tilskud og entreen.
Økonomien i Kystmuseet er i 2009 godt 21 millioner.
Det var vores hensigt, at fusionen ikke måtte ses som besparelsesforslag men som udvikling. Desværre har det alligevel været nødvendigt her som i det øvrige samfund at finde besparelser på driften. Dette ville også have været tilfældet uden fusionen, og vi ville ikke kunne have udnyttet hinandens ressourcer, som vi kan nu.
Det har betydet en afskedigelse i Sæby (som har haft en meget høj normering i forhold til de andre museer). En ledig stilling besættes ikke på Bangsbo, og vi har ikke vikar for Morten Karnø, som er frikøbt. Der er vigtigt for mig at sige, at vi er meget opmærksomme på, at opgaver og ressourcer fordeles på bedste måde.
Jeg vil meget gerne uddybe og drøfte disse emner bagefter.
Vores egen Forening.
Vi har afholdt 4 bestyrelsesmøder inkl. Bygningssyn. Vi har drøftet bestyrelsens opgaver og evt. aktiviteter for at bakke op om Skagen By- og Egnsmuseum.
Ole Knude vil måske fortælle lidt om Hansa.
Ved bygningssyn er vi med til at drøfte bevarelsen af vore bygninger og fremføre behovet på det overordnede plan. Vi er ”vagthunde” og presser på, hvor vi synes det er nødvendigt f.eks. med møllen og fiskeriudstillingen og føler os som ambassadører for Museet i det lokale.
Bestyrelsen består af 6 medlemmer og evt. en repræsentant fra byrådet. Denne er ikke faldet på plads og gør det måske ikke. Der er to suppleanter.
Vi har ca. 300 medlemmer.
Vi har besluttet at melde foreningen ind i Kulturelt Samråd i kommunen. Dette kan være en platform, hvor man kan drøfte f.eks. museumspolitik.
Vi har drøftet, om vi på sigt forsigtigt kan udvikle et samarbejde med Lokalhistorisk Forening, som vi har stor fælles interesse med. Arkivet er vi jo fælles om. Der skal fortsat være to foreninger, men vi kan evt. drøfte, hvad vi i fællesskab ønsker, hvis den situation opstår, at man skal finde nye, egnede lokaler til Lokalsamlingen.
I Kystbestyrelsen har vi drøftet de tre venneforeningers struktur. Vi skal ikke være ens. Vi har hver vores museum at støtte, men vi skal have fælles fodslag i forhold til Kystmuseet og vores rettigheder som medlemmer. Foreløbig gælder de gamle regler.
Jeg ser gerne en debat i aften og ideer til, hvad vi som medlemmer kan medvirke til som opbakning til Skagen By- og Egnsmuseum.
Til slut vil jeg takke bestyrelsen for godt og hyggeligt samarbejde. Tak til medarbejderne og Michael for stort engagement og mange spændende arrangementer, som er med til at gøre museet synligt.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fortidsminderne - det er stadig DIT museum' til en bekendt