Litteraturfestival åbner med norsk bestseller-forfatter

Litteraturfestival åbner med norsk bestseller-forfatter

23. maj 2010 - kl. 0:50 - af

Årets litteraturfestival i Skagen, der traditionen tro holdes i skolernes efterårsferie, har til åbningen, søndag aften 17. oktober på Restaurant De2Have på Grenen, sikret sig den norske bestseller-forfatter Anne B. Ragde.
Hendes anmelderroste romaner, der har ført til flere prestigefyldte litterære priser, er solgt til udgivelse i en lang række lande. I Danmark er hun ikke mindst berømt for trilogien ”Berlinerpoplerne, ”Eremitkrebsene” og ”Ligge i grønne enge”, og i denne tid kan man hver fredag aften på DR K følge familien Neshov i den prisbelønnede norske dramaserie, ”Berlinerpoplerne”, en filmatisering af hendes roman. Sidste år udkom så også hendes roman ”Arseniktårnet” på dansk.
Onsdag aften 20. oktober byder Skagen Litteraturfestival på et møde med kaptajn på Nordkaperen, Troels Kløvedal, der via et lysbilledforedrag i Torvehallen i Skagen vil tage gæsterne med ud på en spændende sejlads på de store verdenshave. Troels Kløvedal kræver vel ikke større introduktion. Han har flere gange med stor succes gæstet Skagen, men det er første gang han deltager i litteraturfestivalen.
Lørdag 23. oktober bliver Torvehallen rammen om et spændende forfattermøde med titlen ”Hvad skal vi med romanforfattere?” Redaktør på DR2’s Deadline 2. sektion, Jes Stein Pedersen, tænder bålet under en hed diskussion om romanens nødvendighed og forfatterens forpligtelser. I panelet sidder tre kendte romanforfattere, Hanne-Vibeke Holst, Carsten Jensen og Olav Hergel, og publikum er selvfølgelig også meget velkommen til at blande sig i diskussionen. Hvor går grænsen mellem den politiserende skribent og den frit fabulerende fortæller? Hvor tæt på virkeligheden kan forfatterne tillade sig at gå, når de skriver fiktion, og spiller forfatterne en rolle som opinionsdannere?
Hanne-Vibeke Holst er i flere af sine romaner, bl.a. ”Kronprinsessen” og ”Kongemordet”, der begge også er filmatiseret, gået tæt på det politiske magtspil. Carsten Jensen, der tidligere i år fik Olof Palme-prisen for sin ”humanisme, fornuft og tro på fremtiden” har sideløbende med sit forfatterskab været en ivrig kritiker af Danmarks indvandrings- og asylpolitik og krigen mod Irak. Olav Hergel, der gennem en række artikler som journalist på Politiken har beskrevet forholdene for flygtninge i Danmark, modtog i 2006 dansk presses mest fornemme pris, Cavlingprisen, sammen med fotograf Miriam Dalsgaard for en serie om flygtninge og flygtningebørn på danske asylcentre. I sine to romaner, ”Flygtningen” og ”Indvandreren”, går han også tæt på virkeligheden og kommer med en skarp kritik af vores måde at behandle flygtninge og indvandrere på. Jo, der skulle nok være basis for en god og varm debat i Torvehallen denne lørdag eftermiddag.
Litteraturfestivalen, der i år kan fejre fem års fødselsdag, byder også i løbet af ugen på en Drachmann-aften på Brøndums Hotel med smagsprøver på Holger Drachmanns digtning, og der bliver også mulighed for at deltage i en guidet byvandring ”i digternes fodspor”.
Billetter til de forskellige arrangementer kan fra tirsdag 1. juni købes på skagenbilletten.dk og på Skagen Turistbureau, ligesom man også løbende kan læse nyheder om litteraturfestivalen i Skagen og se hele programmet på www.litteraturfest.dk

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Litteraturfestival åbner med norsk bestseller-forfatter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER