Se programmet for Drachmann-arrangementer her
23. maj 2010 - kl. 0:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Om ca. 3 uger går det løs med sommerens Drachmann-arrangementer, i denne sæson som bekendt udenfor murene. Causerierne i fri luft om Drachmann begynder tirsdag den 8. juni kl. 12 og finder sted i haven ved Tinghuset på Sct. Laurentii Vej 113. Skulle vejret ikke egne sig til længere udendørs ophold, rykker man ind i byrådssalen, hvor man i øvrigt også sommeren igennem kan se fotoudstillingen om Holger Drachmann og hans personkreds. Billetter til causerierne koster 30 kr og købes ved indgangen til haven.
Drachmannaftenerne med Ann-Marie Gabrielsson, Jesper Hegaard, Birgit og Poul Bernth begynder onsdag den 9. juni kl. 20 og afvikles i selskabslokalerne på Brøndums Hotel. De fortsætter helt frem til den 22. september, hvor man siger Farvel til Drachmann. Detaljerne i det brogede program kan ses på www.drachmannshus.dk. Billetter à 110 kr kan bestilles og købes på Skagens Bibliotek, tlf. 9845 9200 eller mail: hnielsen@ofir.dk
Muse og Mænd er titlen på Drachmannpigernes nye forestilling, der afvikles fra den 29. juni til den 10. august – også på Brøndums Hotel. Billetter à 120 kr kan bestilles og købes på Skagens Bibliotek, tlf. 9845 9200 eller mail: hnielsen@ofir.dk
Den svenske troubadour Martin Bagge ankommer arm i arm med Bellman, Drachmann og Taube den 31. juli og den 1. august, hvor man kan opleve hans forrygende koncert på Brøndums Hotel. Billetter à 110 kr kan bestilles og købes på Skagens Bibliotek, tlf. 9845 9200 eller mail: hnielsen@ofir.dk
Det norske herrekor Haraldsguttene vil også i år fornøje Gud og hver mand med en herlig udendørs koncert, der denne gang henlægges til haven ved Tinghuset og finder sted fredag den 27. august kl. 17. Sidste år sang de i silende regn. Det skal ikke gentage sig, men sker det alligevel, stuver vi os sammen i byrådssalen i Tinghuset. Det er gratis at overvære koncerten, tilladt at synge med, og der er mulighed for at købe forfriskninger.
Restaureringen af Drachmanns Hus forløber planmæssigt. Huset er nu næsten tømt for alt inventar, og snart begynder tømrerne at kigge på bindingsværket. Forleden gjorde man en fantastisk opdagelse, da man åbnede en slagbænk, som ingen har kigget i siden 1908. Hér lå de originale, farvelagte skitser til ombygningen af huset, signeret Søren Krøyer! I samlingen fandtes også Drachmanns egenhændige opskrift på en svimlende punch. Der forestår nu et stort arbejde med at gennemgå de mange dokumenter nærmere.
Med venlig hilsen
Kustoder & Direktion
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Se programmet for Drachmann-arrangementer her' til en bekendt