
En rigtig Skagen-Sct. Hans aften på Sønderstrand
24. juni 2010 - kl. 12:30 - af UGj
Jamen, så kan det ikke gøres bedre. Masser af mennesker. Ingen regn. Ingen nævneværdig blæst. Ikke alt for koldt. Skyer nok til, at det var mørkt, da bålet blev tændt. Ikke en P-plads at opdrive i miles omkreds. Grum heks lavet af “Søstjernen”s dejlige unger. Nyudsprungne studenter der smed notater ind i bålet. Dejlig sang af Klitkoret. Musik ved Knud-Erik Thrane. Sang ved Kari Hamre. Fællessang med hjælp fra Klitkoret. Fadøl og pølser. Ild i Vippefyrets kurv. SÅDAN!
Allan Kastor Andersen bød velkommen
og årets båltaler var Frederikshavns
kommunens Kultur og Fritidschef,
Thomas Østergaard.
(talen kan du se i sin helhed nederst på siden)
Det var i år børnene fra børnehaven Søstjernen,
der sammen med nogle voksne havde lavet heksen
til det store sankthans bål på Sønderstrand.
Som belønning kom Lene og Anne fra Skagen
Turistforening med is til alle børn.
Den bedste sendetid.
Tale skt. Hans Aften, Skagen 2010 af Kulturchef Frederikshavn Kommune, Thomas Østergaard.Jeg vil først og fremmest takke for at blive inviteret som taler til Skagen. Det er ikke kun ærefuldt men også forpligtende at blive inviteret. Jeg er meget ydmyg og meget beæret. Tak for det.
Midsommer, Skagen, vippefyret og den alenlange tradition for midsommer taler her på netop dette sted, fra Drachmann og til i dag er virkelig en scene, der fremkalder andagt hos en. Jeg glæder mig over at vi holder fast i en tradition, som denne, også fordi den på mange måder er ærkedansk og det er meget typisk Skagen at lade andre bruge deres by som afsæt for dem selv. Tak for det.
Tænk på hvor mange der hvert år bruger Skagen som scene for deres ferie, deres forhold, deres fritid og deres higen efter oplevelser. Der er en særlig åben tradition for at lade andre bruge byen. Skagen ligger jo helt centralt i Norden, ja – hvem véd, måske i hele verden.
Jeg står som østjyde, mellem to have i mere end en forstand. På den ene side fordi jeg er tilflytter og ganske ny heroppe; jeg har kun boet her i 17 år og på den anden fordi jeg holder så meget af Skagen.
Jeg er tilflytter på 17 år i Vendsyssel og derfor fuldstændigt udenfor rækkevidde af nogensinde i mit eget liv at blive accepteret som nordjyde og da slet ikke Vendelbo. Det vil først ske hvis mine børns, børns børnebørn stadig bor her om 250 år. Det er lollikker, alsinge, sjællændere og fynboer, der ikke kan skelne mellem min mumlende østjyske dialekt og det efter min mening noget tydeligere vendelbomål, der kan finde på at kalde mig vendelbo med stort F. Men måske er det hvad jeg er på vej til at blive. Vendelbo.
Og så rører vi ved noget underligt noget. Vores lokalpatriotisme. Skagen er et fantastisk godt eksempel på et område, en by og en betagende historie, som på alle mulige måder er blevet folkeeje. Skagensmalerne optræder i reproduktion på alle tænkelige kagedåser, håndklæder og underbukser og mange har et hus ”på Skagen”. De fleste kender og har været i Skagen, enten til Skagen Festivalen, der i øvrigt begynder i næste uge, til verdensballet i milen, i juli, på Skagens Museum eller bare heroppe på en stormomsust læseferie i januar. Der er sågar en knap så folkelig bevægelse der kaldes 2900 Skagen, der virkelig har taget Skagen til sig en hel uge uden overhovedet, at kunne huske det.
Hvis man er herfra, eller bare bor i nærheden – og i Vendsyssel vil det altså sige indenfor en radius af 150 kilometer, kan det at andre mener noget, påtager sig ejerskabet for eller taler om det sted man bor, både skabe stolthed og formummet undren.
Jeg er selv fra Malling, syd for Aarhus og gik som alle andre i helt almindelig folkeskole uden dikkedarer. Faktisk sådan en folkeskole, som Bertel Haarder har drømt om at vi skal vende tilbage til i årevis.
Vi boede 600 mennesker i Malling og synes det var lige til kanten da Jacob Haugaard flyttede til Malling og satte os på landkortet med sangen; ”En Skalling fra Malling”. I dag bli’r jeg faktisk lidt irriteret når folk bruger den der ”Du er nok en skalling fra Malling” – ikke på dem der siger det – men stadigvæk lidt fornærmet på Jacob Haugaard. Og det er til trods for at Malling VIRKELIG er blevet en soveby og jeg virkelig er blevet en Skalling.
Da jeg boede der var der ”DytEsben”, HalteFanden, Kåre Norge, BiografPer, Ræven, Uglen og Hønen. I dag bor der hen ved 3000 i byen og der er ganske enkelt ingen kontakt når man kører til bageren, men kun en mærkelig forstilt forstadsfornemmelse.
I modsætning til de fleste vendelboer, taler jeg mig normalt ganske tør i halsen, når jeg får lejligheden. Der er jo så meget at sige, har jeg altid synes.
Når jeg besøger min mor i Malling kan jeg alligevel godt blive lidt urolig hvis jeg skal købe ind for hende i fakta eller brugsen. Folk taler uafladeligt, højt og uden blusel til hinanden henover kølediske, sagesløse dybfrosne kyllinger og letmælk. Jeg synes i dag at det er en grænse-overskridende oplevelse at gå i fakta i Malling.
I Vendsyssel, derimod, kan man stadig nyde det svale og rolige klassiske indretnings-interiør i Netto, nu næsten uden afbrydelser. Her kan man høre kasseapparatets klare toner og nyde muzak til fulde. Man gør ikke væsen af sig selv i en butik i Vendsyssel. Man køber ind.
Vi mennesker har det med at definere det sted vi vokser op som livets absolutte centrum. Det kan man jo ikke fortænke os i, slet ikke som børn, og derfor kan man heller ikke gøre for at der er nogen der mener at alt uden for København er i lige i udkanten.
For mig var alt uden for Malling den absolutte udkant. Beder – f.eks., som ligger 3 km fra Malling var virkelig i udkanten. Det var dem vi bankede ved store by-slag ved førstkomne lejlighed, meget kort tid efter man troede man havde anlagt en forbrødrende cykelsti mellem de to byer, som vi brugte som kampplads. Ifølge Politiken er Region Sjælland, som altså er noget andet end Region Hovedstaden, statistisk også i udkanten af Danmark. Så den er sikkert go’ nok; Beder er i udkanten.
I den sammenligning kan man ikke fortænke vendelboerne i at opfatte sig selv som borgere i verdens mest perifære centrum.
Historien beretter, at det er midt mellem to poler, at spændingen findes, på godt og ondt. Mellem tilflytteren og den indfødte; de vilde.
Sandheden findes et sted mellem ironien og sarkasmen, sagde Søren Kirkegaard. Her i Vendsyssel er det måske mere tilfældet end andre steder. Humoren er en drivkraft af de helt store heroppe, selvfølgelig når man ser bort fra den helt fundamentale momsfri økonomi.
På samme måde som en vendelbo ikke galper op i netto eller spar, så skriger man heller ikke krukket af grin. Det er en kunst at få en vendelbo til at grine eller tilmed klukle. Medmindre der er tale om tarvelige vittigheder om de indfødte kvinder, naturligvis.
Man skal endelig ikke afsløre pointen for tidligt i en samtale med en vendelbo, eller komme med pludselige glædesudbrud.
Min kone sendte mig en dag til købmanden for at købe hussplas. Det er jo ikke hver dag man går købmanden for at købe en enkelt pakke gær eller en pakke hussplas.
Jeg havde min mellemste datter med, og hun kunne allerede se at jeg synes det var langt ude. Og da jeg kom til købmanden styrtede min virkelighed i grus. Der var ikke kun én men hele tre kasser i brug og overalt stod der fremmede mennesker i kø. Jeg kunne overhovedet ikke høre køleanlægget eller muzakken og blev lidt fortørnet. Jeg gik direkte til kassen hvor min faste støtte og købmand gennem 16 år sad og surmulede over de mange glade kunder og påstod at jeg havde ledt forgæves efter hussplassen i over en halv time.
”Det ka’ vi int’ ha’” sagde han og kaldte straks på de to andre assistenter fra kasserne og beordrede dem ud på jagt efter hussplassen. Køen voksede til urimelige længder og de stakkels turister så måbende på.
Da en af assistenterne meget hurtigt fandt hussplassen fik jeg lov at gå forrest i køen. Da jeg fnisende østjysk betalte, spurgte købmanden, som hedder Hans, hvad jeg skulle med al den hussplas.
Jeg svarede at jeg selvfølgelig skulle ned og bygge et sandslot. Og her så jeg for første og eneste gang desprerationen og vantroen lyse ud af min købmands øjne.
”Et sandslot – ka’ man det?” og der var det at han vidste han var blevet narret og kom til at grine. Af sig selv. Det er aldrig nogensinde sket igen.
Derfor er det fantastisk at være tilflytter i Vendsyssel. Når det den ene gang lykkes at få en vendelbo op over smilegrænsen. Jeg behøver jo ikke være stille når jeg køber ind.
På samme vis har jeg som spytspruttende østjyde ofte stået og hoppet begejstret på stedet i næsegrus forventning om at få en hyldest eller et begejstret tilråb fra mine kolleger.
Vi var på et tidspunkt tre mediedesignere fra Aarhus, der havde medvirket i tilvirkelsen af et stort multimedie og flere tegnefilm i forbindelse med en stor hvaludstilling på Nordsømuseet i 1996.
Alle Nordsømuseets ansatte var indkaldt til en slags forpremiere før åbningen af udstillingen hvor vi præsenterede et interaktivt rum, nye epokegørende danske hvalfilm, multimedier og computeranimationer overalt. Da showet var ovre stod vi tre dumme århusianere aller, aller forrest og klappede begejstrede over os selv. Og så konstaterede vi at vi faktisk var de eneste, der klappede.
Jeg vendte mig og spurgte om der var noget galt og om showet ikke var flot. Hertil svarede den daværende tekniske chef, en inkarneret vendelbo,
”Man ska’ int’ ros’ røven før den har skidt”.
Se det kan også være en måde at drive kulturpolitik på i Vendsyssel.
Jeg har lige tilmeldt mig FACEBOOK. Og tju-hej hvor det går med at blive venner med alle. Det er virkelig ikke særlig vendelboagtigt. Her er alle lykkelige og perfekte og vi bestemmer selv hvem vi vil være venner med. På Facebook er vi alle venner og meget venlige, smilende og imødekommende. Måske er det sådan vi er?
Dybt afhængige af at mødes, få nye indtryk, lære andre at kende og finde nye venner fra nær og fjern. Og slet slet ikke så fjendske overfor nyt, som en Skalling fra Malling, der banker dem fra Beder på cykelstien.
Vendsyssel er på en fantastisk måde en enestående mulighed for at skabe sig den bedst tænkelige sendetid udenfor FACEBOOK. Her kan man som tilflytter næsten uden kø gå direkte til de allerstørste oplevelser; til Skagen Festivalen, Tversted Jazzydays, naturen, på Nordsøcentret, Det Musiske Hus, Arena Nord, Vendsyssel Teater, osv, osv.
Men uden traditioner var der heller ingen fornyelse.
Tusind til Skagen og til publikum for at få Jeres opmærksomhed.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En rigtig Skagen-Sct. Hans aften på Sønderstrand' til en bekendt