Nyt initiativ: Oplev Skagen i hestevogn eller til søs!
5. juli 2010 - kl. 14:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Turistforening har igennem længere tid haft fokus på at skabe nye og spændende oplevelser for både børn og voksne. Dette har bl.a. udmøntet sig i to helt særlige oplevelser; se Skagen fra hestevogn eller tag med en fiskekutter ud for at fange fisk.
I år kan man som noget helt nyt opleve Skagen fra en hestevogn. Dette sker når den garvede hestevognskusk, Ole Riis, som også er kendt fra Skagens Levende Julekalender, kører fire ture hver dag fra mandag til fredag i uge 27. Det drejer sig om to ture med guide og to ture uden guide. Turistchef Lene Kappelborg udtaler: ”Nu forsøger vi noget nyt. Vi har god erfaring med guidede ture i Skagen som vi oplever en enorm stor efterspørgsel på. Men det er også sjovt at se Skagen fra andre vinkler, og derfor har vi stort fokus på at iværksætte nye projekter, der gør, at vores turister kan få anderledes oplevelser i Skagen”.
På hestevognsprogrammet står i alt fire forskellige ture. Alle turene starter på Skagen Havn ved statuen af den Gamle Redningsmand. Dagens første tur går til Grenen kl. 11.00. Den næste tur går tilbage fra Grenens parkeringsplads kl. 12.00. Herefter har man mulighed for, at komme med på en guidet hestevognstur kl. 13.00 og kl. 14.00. En af Skagen Turistbureaus guider vil fortælle hvordan man kom til Skagen i gamle dage, man kører forbi den charmerende bydel Vesterby og slår et smut forbi Skagens havn. Fælles for alle turene er, at de byder på masser af spænding og lærerige oplevelser for både børn og voksne. Alle turene varer en time og koster 120 kroner per person. Børn under 10 år halv pris, og alle børn under 16 år skal ledsages af en voksen.
Lene Kappelborg fortæller også, at der som noget nyt i år er mulighed for at komme ud at opleve Skagen fra søsiden med fiskekutteren Nordsøen. Her kan både børn og voksne prøve kræfter med de sprælske fisk omkring Skagens kyster, pilke på vrag eller fange makreller en sommeraften. Sejlturene foregår hverdage fra kl. 9.00 – 14.00 og kl. 16.00 – 21.00 og koster 350 pr. person. Alle turene starter ved Gl. Pier ved Den Gamle Auktionshal, men der er tilmelding ved Skagen Turistbureau senest 30 min. før afgang.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt initiativ: Oplev Skagen i hestevogn eller til søs!' til en bekendt