
ZUMBA rammer Skagen for fuld musik
15. juli 2010 - kl. 9:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Sportscenter er i disse dage fyldt med glade ZUMBA entusiaster. Den populære fitnesssport Zumba er kommet til Skagen takket være en tidligere Skagbo der har været helt i Bremen for at lære de moderne trin.
Toppen af Danmark er også i toppen af velvære i al fald når det kommer til at danse sig i form. Zumbaen, der måske er bedst kendt fra TV-shop, er blevet et verdensomspændende fænomen, og betegnes i dag som en af de mest populære fitnessformer i verden. Således er det også tilfældet i Skagen Sportscenter, hvor der onsdag den 14. juli var mødt omkring 65 danseglade motionister op. Det er en god blanding af unge, modne, lokale og turister, der lægger vejen forbi, så fitnessformen rammer bredt.
Det er Mette Dyhr Ottesen, der i øvrigt er født og opvokset i Skagen, der har besluttet sig for, at give Skagboer og turister smag på den populære idrætsgren. ”Skagen er et ideelt sted at lære Zumbaen fra sig, for her er folk glade og i godt humør, og det er præcis det denne sportsgren drejer sig om. Man skal svede og mærke at man arbejder med sine muskler, men det vigtigste er at have det sjovt”, udtaler Mette.
Mette har fået licens til at undervise i Zumba fra Bremen i Tyskland, hvor Zumbas hovedorganisation har udstedt tilladelse til at uddanne nye instruktører. Den 37-årige instruktør ligger dog mest vægt på, at man bare skal danse med. ”Det er ikke sådan at jeg går og retter på deltagerne, for det handler mere om at falde ind i rytmen og have det sjovt. Mest af alt kan man vel sige at Zumba er en god blanding af Latin amerikanske- og amerikanske cowboydanse” forklarer Mette.
Hvis man har lyst til at prøve kræfter med det populære fitnessfænomen, så finder undervisningen sted hver mandag, onsdag og fredag i perioden 7. juli – 23. juli i Skagen Badmintonhal. Det koster 50,- kroner pr. undervisningstime. Yderligere oplysninger samt tilmelding til kurserne kan ske til Mette Dyhr Ottesen direkte på e-mail adressen mdzumbafitnes@gmail.com
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'ZUMBA rammer Skagen for fuld musik' til en bekendt