
“Hvila vid denne källa…” Bellman og Bagge
24. juli 2010 - kl. 6:00 - af UGj
Ingen sommer uden Martin Bagge i Skagen! Én af de bedre traditioner i Drachmanns Hus på Hans Baghs Vej har i mange år været den svenske Bellman-specialist Martin Bagges årlige optræden i atelieret.
Af gode grunde lader det sig som bekendt ikke gøre i år, men vi skal bestemt ikke snydes for den sprællevende troubadour og hans fantastiske Bellman-Drachmann-Taube-forestilling.
Som husets andre arrangementer er også Martin Bagge blevet flyttet til Brøndums Hotel, og her fremfører han i weekenden 31. juli – 1. august sit forrygende Bellman-show.
Det er en virkelig kender, der går på scenen.
Martin Bagge har dyrket svensk visetradition i årtier, og kender alle Bellmans epistler væsentligt bedre end sin bukselomme. På talrige cd-udgivelser og ved et hav af koncerter har Martin Bagge demonstreret en fuldstændig suveræn beherskelse af det Bellmanske univers.
Ved koncerten på Brøndums Hotel er første del sat af til Bellman. Epistlerne kommenteres og introduceres af Martin Bagge i hans sædvanlige både seriøse og meget humoristiske stil. Bellman og Bagge klæder hinanden!
Efter pausen går det atter løs, hvor Drachmann og Evert Taube blander sig i koret.
Martin Bagge har efterhånden leveret varen i mange år, men ingen koncerter er ens – også i år har han syslet med at skabe ny musik til nogle af Drachmanns kendte digte. For elskere af Bellman, Drachmann og Taube venter der en uforglemmelig aften.
Publikum kan forvente en viseaften på højt niveau, med lys i kandelabrene og lidt bourgogne i glassene. Professionalisme og folkelighed så taget løfter sig og ikke et øje er tørt.
Forestillingerne begynder begge aftener kl. 20, og billetter kan købes på Skagens Bibliotek. Man kan også reservere billetter på tlf. 9845 9200 eller mail: hnielsen@ofir.dk
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt