Efterår og brombærsyltetøj i Lokalhistorisk Forening
27. august 2010 - kl. 7:36 - af UGj
Efter at have forlystet publikum sommeren over med historier om beboere og bygninger på Skagens hovedgade Sct. Laurentii Vej er Skagen Lokalhistoriske Forening nu klar til at tage hul på efterårets arrangementer.
Peter Lundholm, der er formand for foreningen, vil
tirsdag den 7. september kl. 19
løfte sløret for de kommende måneders lokalhistoriske program. Det sker traditionen tro på Svallerbakken i caféen på Skagen By- og Egnsmuseum, hvor foreningen samtidig byder på kaffe og æbleskiver med Arrestforvarer Christensens legendariske brombærsyltetøj som et uomgængeligt tilbehør.
Undervejs vil museumsassistent Ane Bjerg Thomsen fortælle om Skagen i 1800-tallet.
Arrangementet er kun for medlemmer af foreningen – men indmeldelse kan ske i løbet af aftenen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Efterår og brombærsyltetøj i Lokalhistorisk Forening' til en bekendt