
Topbrag i Jyllandsserien på lørdag
8. september 2010 - kl. 10:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag eftermiddag kl. 16.00 er der lagt op til et “topbrag” i jyllandserien i fodbold på Spar Nord Arena i Skagen. Skagen som i øjeblikket indtager 1. pladsen i rækken med 10 points for 5 kampe, skal møde Taars som er placeret på en 3. plads med 8 points for samme antal kampe. Målsætningen for Skagen var inden sæsonen, at gå efter en placering i top 4, da det udsteder en billet til oprykningsspillet til danmarksserien i foråret. Denne målsætning var dog lavet, da materialet var noget “bredere” end det er i øjeblikket.
Jyllandserien er utrolig jævnbyrdig og kun 3 points er afstanden mellem nummer 1 i rækken (skagen) og nr. 7 (hjørring). Skagen er kommet overraskende godt fra start i rækken. Af hidtil 5 spillede kampe er 3 vundet (alle på udebane), en enkelt er endt uafgjort og endvidere har vi tabt en kamp. Placeringen er rimelig overraskende da vi i sommerpausen mistede Anders Frandsen(flyttet til Roskilde), Morten Jensen er netop flyttet til Norge, Tommy Fuglsang er skadet alvorligt, med en sprunget akillesene og derudover har Thomas Fuglsang fået 2 dages karantæne, hvoraf han afsoner sidste spilledag mod netop Taars.
Heldigvis har de tilbageværende, suppleret med nye unge spillere, gjort et fremragende stykke arbejde.
Lørdag eftermiddag er der lagt op til et intenst og spændende opgør i Skagen. Taars vil som altid fighte og arbejde hårdt, altså bruge deres fysik. Vi skal naturligvis gøre nøjagtig det samme, men derudover skal vi også udfordre Taars på det spillemæssige område. Vi skal turde at spille rundt om dem langs jorden, samt hele tiden være udfordrende og tænke offensivt. Formår vi dette er muligheden for en hjemmesejr absolut til stede.
Mød op og bak op om Skagen, lørdag kl. 16.00 på Spar Nord Arena.
Sportslig hilsen
Jesper Nielsen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Topbrag i Jyllandsserien på lørdag' til en bekendt