
Guidet omvisning: ”Alle mand til årerne!”
25. oktober 2010 - kl. 8:48 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hver mandag kl.13.30-15 i oktober og november (og igen i januar til og med marts) kan man på en kort guidet omvisning på Skagen By – og Egnsmuseum få et spændende indblik i livet som fisker og redningsmand i 1850erne. Derefter fortælles en dramatisk strandingsberetning i museets cafe, hvor der serveres en varm drik og en hjemmelavet bjesk. Arrangementet er gratis for museets gæster.
” Én af de mest dramatiske og farefulde redninger…”
Mandag d. 25.10 kl. 13.30-15 kan man på Skagen By- og Egnsmuseum høre om det tungtlastede engelske dampskib Mizpahs skæbnesvangre forlis ved Skagen d. 20.4.1881. Vejret var usædvanligt hårdt: voldsom, tiltagende snestorm og meget stærk strøm.
I den sorte nat kunne man kun skimte skibets lanterne i mørket, men stormen bar mandskabets skrig ind over land.
Redningsaktion varede i mange timer. Men bådene var bemandet med flere af Skagens histories kendteste, mest uforfærdede og kompetente redningsmænd: Jens Rasmussen, Niels Jensenius Christensen, Ole Svendsen og Lars Kruse.
Flere af disse mænd måtte den nat træffe endog meget svære valg i den hylende snestorm.
Polarforsker og forfatter Mylius Erichsen har i en af sine bøger beskrevet et besøg hos en af redningsmændene, der selv mange år senere aldrig havde glemt udtrykket i de fortabte søfolks ansigter, når det gik op for dem, at alt håb var ude…
Arrangementet på Skagen By og Egnsmuseum er gratis for museets gæster.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Guidet omvisning: ”Alle mand til årerne!”' til en bekendt