
Søulykker, jernbaner, kæltringer og blåstrømper
10. november 2010 - kl. 8:39 - af UGj
Glæd dig til massevis af spændende artikler i den nyeste aftapning af Vendsyssel Årbog.
Mandag den 15. november udkommer Vendsyssel Årbog 2010, som udgives af Historisk Samfund for Vendsyssel. Bogen fordeles til alle ca. 3000 medlemmer af foreningen, men kan også købes af almindelige dødelige i de vendsysselske boghandeler.
Årbogen starter og slutter med søulykker, som omkranser 7 lokalhistoriske artikler, der bringer os vidt omkring i tid og rum.
Tage Klitgaard Severinsen kridter banen op for den sidste store stranding ved Blokhus, som fandt sted i 1947, hvor den svenske damper ”Mercurius” tørnede på 2. revle. Den foregående stranding skete i 1923, tyskerne havde jævnet redningsstationen med jorden i 1944 og redningsbåden var flyttet til København – men redningsmandskabet havde man stadig, og det endda helt til 1955. Artiklen bygger på presseklip og uddrag fra strandopsynsmand Jens Severin Svenningsens dagbog i dagene omkring strandingen.
Litteraturhistorikeren Karin Bang fortæller i ”Det skæbnesvangre nattebrev” om en brevveksling mellem forlagsdirektør Peter Nansen, forlagsdirektør Frederik Hegel og den islandske digter Jonas Gudlaugsson, som opholdt sig i Skagen i starten af forrige århundrede og som i øvrigt ligger begravet på Skagen kirkegård.
For 50 år siden blev en ny havnestation taget i brug i Frederikshavn. Jerbanehistorikeren Ole Edvard Mogensen benytter lejligheden til at ridse historien op, og der er også masser af frederikshavnerstof i cand.mag. Lars Schreiber Pedersens artikel ”Da den nationale bølge ramte Frederikshavn 1940-1941”. Her er alsang og algang for alle pengene, men suverænt indsat i et større perspektiv.
Krigen lurer også i Eyvind Huss’ beretning om Hørby under besættelsen, og en helt anden slagmark, nemlig den ved Fredericia under 3-årskrigen, spøger i Bjarne Tørngren Christensens tragiske historie om underjæger Niels Christensens kranke skæbne.
Peter Ussing fra Løkken fortæller veloplagt om mormoderen Christine Ussingø, der levede fra 1872 til 1932. Hun var gift med sognefogeden i Elling, og det står efter læsningen klart, at Peter Ussing måske ikke har sit polemiske og samfundsbevidste sind fra fremmede.
I årbogen fra 2009 var et fotografi blevet forsynet med en fejlagtig billedtekst, hvilket lykkeligvis har givet lokalhistorikeren Klem Thomsen anledning til at fortælle den drabelige beretning om ”Kæltringerne fra Hou”, og i den sidste artikel er der storpolitik, krigspropaganda og stiv kuling i Richard Guilliatt og Peter Hohnens nervepirrende skildring af det spanske skib ”Igotz Mendi”s stranding ved Skagen i 1918.
Som sædvanlig slutter årbogen med en rask kavalkade over årets gang på egnens museer og arkiver.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søulykker, jernbaner, kæltringer og blåstrømper' til en bekendt