Fantastisk jubilæumsår for Festivalen

Fantastisk jubilæumsår for Festivalen

22. november 2010 - kl. 9:48 - af

SkagensAvis har modtaget nedenstående referat af  Skagen Festivalens nyligt afholdte generalforsamling:   Valg af dirigent: Jørgen B. Jepsen, formand for Skagen Festival Fond, valgtes.

Virksomhedsberetning for det forløbne år (uddrag):
I sin beretning glædede formanden for festivalen, Lars Jensen, sig over en meget vellykket 40 års jubilæumsfestival med flere udsolgte koncerter, der i alle henseender blev vellykket. Det underskud, der desværre opstod i 2008, er nu væk, og økonomien giver endda i år mulighed for uddelinger.
Formanden takkede de ca. 650 medarbejdere for deres ihærdige indsats og deres medvirken til den gode stemning under festivalen. Også vores disciplinerede publikum glædede han sig over, idet de gratis gule regnslag, der uddeltes under regnvejret lørdag aften, ikke bare blev efterladt på offentlige steder!
Af nyere initiativer omtaltes billetsystemet med stregkoder, der forhindrer forfalskning af billetter, og reservation af pladser i badmintonhallen, som forhåbentlig kan udvides til også at omfatte reservation af siddepladser i SKFC. Endvidere er DCH’s areal nu blevet permanent festivalcamp med dertilhørende faciliteter.
Formanden omtalte også Skagen Festival Fond, der er en selvstændig, uafhængig institution, der leverer serviceydelser til festivalen i forbindelse med markedsføring og anden PR, og som køber og udlejer det materiel til festivalen, som festivalen ikke selv må eje p.g.a. momsfritagelsen. Også jubilæumsbogen ”It’s good to see you”, forfattet af journalist Jørgen Pyndt, blev bragt på banen,
ligesom formanden også glædede sig over et meget positivt møde med kommunens borgmester, Lars Møller, og over dialogen med kommunen om kulturhus Kappelborg, som han ser frem til med megen forventning som centralt for festivalens fremtidige aktiviteter.
Endelig benyttede formanden lejligheden til at takke det lokale erhvervsliv for meget fin og helt uvurderlig og uundværlig opbakning, Nordjyske Jernbaner for indsættelse af særtog under festivalen og radioprogrammet P4 for flot dækning op til og under festivalen. Det er af afgørende betydning for festivalen, at vores lokalområde er medspiller.

Regnskabsaflæggelse
Kassereren, Karsten Hemmingsen, aflagde regnskab, der viste et resultat på 504.729 kr. (2009: 17.322 kr.)
Ud af resultatet kan festivalen selv beholde 20.650 kr., svarende til kontingentindtægter, til start af næste års festivalen, 43.443 kr. kan uddeles til foreninger, og restbeløbet nedbringer festivalens gæld til 0 kr.
Ved regnskabsaflæggelsen glædede kassereren sig over, at festivalen har modtaget refusion fra KODA for for meget indbetalt afgift, og at det har været muligt at regulere kørselsudgifterne i nedadgående retning – et plus i regnskabet, der medvirker til det tilfredsstillende resultat.

Fremlæggelse af budget 2010/11
Kassereren fremlagde ramme for næste års budget, som en regulering i forhold til posterne i dette års budget og regnskab.

Indkomne forslag
Der var ikke fremsendt forslag.

Fastsættelse af kontingent 2011
Uændret, d.v.s. 100 kr.

Godkendelse af potentielle modtagere
Bestyrelsens forslag om modtagere af dette års tilskud blev godkendt:
FDF Skagen 15.000 kr.
Begrundelse: FDF har i år 100 års jubilæum, og korpset har i flere år udlånt og opsat materiel for festivalen, ligesom der også er en del korpsmedlemmer blandt festivalens frivillige medarbejdere.
Frelsens Hær: 28.443 kr.
Begrundelse: Hærens arbejde for samfundets svageste er yderst vigtigt.

Beslutning om potentielle modtager af det kommende års overskud
Bestyrelsens forslag om indstilling af flg. modtagere blev godkendt:
Kirkens ungdomsarbejde
Skagen Børnekulturfestival
Skagen 2013 (købstadsjubilæet)
Det skal bemærkes, at eventuelle modtageres vedtægter skal godkendes af SKAT.

Valg til bestyrelsen
P
å valg var Lars Jensen, Ole Lykke Henriksen og Anders Møller. Sidstnævnte ønsker ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Bo Meyer (der er aktiv i fondets sponsorarbejde), og da der ikke var andre forslag til bestyrelsen blev de tre valgt.
Suppleanter: Peer L. Andersen og Einar Guldager genvalgtes.
Formanden benyttede lejlighed til at takke Anders Møller for hans kæmpe arbejde for festival og fond i forholdet til det lokale erhvervsliv. Ikke mindst hans indsats har medvirket til, at fondet er blevet en succes til stor gavn for festivalen og for lokalsamfundet. Også hans indsats inden for markedsføring af festivalen har haft uvurderlig betydning.

Valg af revisor
Jysk Revision genvalgtes

Eventuelt
Under punktet fortalte Anders Møller kort om fondets arbejde, der i dette år dels har udgivet jubilæumsbogen, dels har genereret et overskud på ca.390.000 kr.

Bestyrelsesberetning for Skagen Festival 2010.

Det er med stor ydmyghed og en vis nervøsitet, at jeg aflægger beretning for den 40. Skagen Festival. En
jubilæumsfestival. En festival, der for alvor er blevet voksen.
At lave festival i Skagen er en stor udfordring, som ikke bliver mindre med tiden. Godt 650 ildsjæle fra nær
og fjern deltager. De fleste kommer til Skagen og er her i en god uges tid. De kommer med smil og
engagement og er med til at lægge grunden til den gode stemning, der igen i år var under festivalen. Det er
også dem, der har den direkte kontakt med vores mange gæster, hvad enten det er ved indgangskontrollen, i
billetsalget eller i baren.
Mange frivillige deltager en større del af året: vores ledere og mellemledere. Ud over de almindelige
frivillige, så har de også en stor planlægningsopgave.
En lille skare arbejder med festival året rundt, den lille hårde kerne, som slet ikke er så lille endda,
koordinationsudvalget og logistikken.
Fælles for alle er, at vi gør det, fordi vi holder af Skagen Festival, og vi mødes i fællesskaber rundt om i
festivalen. Vi gør det, fordi vi kan li’ det. Nye hjælpes ind i festivalen og bliver en del af teamet, der hvor de
nu havner, også et kendetegn for den ånd, der er omkring festivalen.
Uden alle disse frivillige kunne Skagen Festival slet ikke lade sig gøre. Jeg vil gerne her benytte lejligheden
til at takke alle for en flot indsats.

Musikprogrammet:
Igen i år er det lykkedes for musikudvalget at få verdensnavne til at gæste Skagen, Tom Paxton og Arlo
Guthrie. I den anden ende var der også plads til unge uprøvede kræfter på vej frem, vækstlaget, 4 Square
ogThe Rooney Family. Ind imellem var der kunstnere, der står på spring for at tage over, når de store navne
stopper, f.eks. Scrum.
Det program, der forelå, var en meget fin afspejling af Skagen Festivals historie, hvor mange kunstnere
tidligere har været her, nogen måske for meget længe siden.
Det var samtidigt også et program, der tiltrak mange gæster. Således var flere koncerter udsolgt.
Der var, vanen tro, musik i hele byen under festivalen. Om det er festivalen eller andre, der står for det, er
ikke så vigtigt, men det er med til at skabe den særlige atmosfære. Vi ville helt sikkert gerne, at alle gæster i
byen på et tidspunkt kommer forbi et af vores spillesteder, om ikke andet så bare for at købe en øl eller vand
og høre 20 min musik.
Økonomien vil jeg lade kassereren gøre rede for, men jeg vil dog alligevel sige, at med flere udsolgte
koncerter og vores gæsters store lyst til at købe i spillestedernes barer gør, at det har været en glæde at
arbejde med festival i jubilæumsåret. Den gæld, vi har båret med fra festivalen i 2008 er væk, og vi skal
senere i dag tage stilling til fordeling af overskud, så – jo – det gik godt.

Billetsystem
Festivalen har indgået samarbejde med Ticket service om vores billetsystem. Det skulle stå sin prøve i år.
Det nye billetsystem gør det muligt for vores gæster at vælge den plads, de ønsker. Den del af systemet blev
kun afprøvet i badmintonhallen, og tilbagemeldingerne fra gæsterne er positive. Vi havde samme service for
gæsterne i 2009, men der blev det styret manuelt fra billetkontoret.
En anden ny ting ved billetsystemet er, at alle billetter får en stregkode, det letter billetkontrollen ved de
enkelte spillesteder. Samtidig forhindres brug af kopierede, d.v.s. falske billetter.
Vores ambition er at udvide reservation af pladser til Skagen hallen, gerne allerede i 2011.
Vejret
Vejret var med os igen i år, og selvom det ikke er noget, vi kan gøre ved, så har det en betydning for,
hvordan det er gået økonomisk. Vejret var godt, men heller ikke for godt. En enkelt regnbyge blev det til
lørdag nat.
Hurtigt blev der fundet regnslag frem fra lageret, og de blev delt ud. ”Hold da op en god service!” var der
flere, som bemærkede. Det, jeg bemærkede var, at de ikke lå og flød i gaderne søndag morgen.
Camp
Skolemarken ved Kappelborg var udsolgt ganske få dage efter, vi åbnede for salget. Derefter blev der fyldt
op på Hedeboskolen, og vi besluttede hurtigt, at DCH-camp ikke længere kunne betragtes som nødcamp,
hvorfor der blev bestilt toilet- og badevogn.
Ledere
I år havde vi nye ledere på havnen og på lageret. To ”tunge” områder, og ved fælles hjælp og mange timers
hårdt arbejde blev det klaret til stor tilfredshed.
Områdeledelsen i SKF har valgt at stoppe efter i år. Det har de gjort i god tid, og vi er allerede i gang med at
finde og sammensætte et nyt team. Hvem er det for tidligt at sige noget om. Jeg vil gerne her takke for Kaj
og Annie for deres indsats.

Samarbejde
Jeg er glad for at kunne konstatere, at det lokale erhvervsliv støtter op om festivalen. Det er et godt tegn på,
at det vi gør, er det rigtige for Skagen by. Det er samtidig også en anerkendelse af, at festivalens gæster og
frivillige benytter sig af de muligheder, som erhvervslivet tilbyder.
Vi er glade for den direkte støtte vi får i form af annoncetegning, det giver bedre økonomiske rammer for at
lave festival. Det samme gælder for den støtte, vi modtager i form af praktisk hjælp.
Nordjyske Jernbaner havde sammen med festivalen igen arrangeret særtog fra Aalborg t/r. Et samarbejde, jeg
håber, kan fortsætte.
Jeg vil også nævne, at P4 satte spot på Skagen og Skagen Festivalen i ugen op til og under festivalen. Det
kulminerede lørdag med, at hele sendefladen blev sendt fra Skagen, startende med regional morgenradio fra
6 til 9 og derfra landsdækkende fra 9 til 13. Undtagelsen var Danmarksmesterskab, som ikke blev sendt
herfra, og kl. 14 overtog Alex Nyborg Madsen og sendte til kl.16, hvor regionalradien tog over frem til kl.18.
En flot markedsføring af både byen og festivalen, som vi ikke kunne have købt os til.

Fond
Festivalen er ikke bare festival. Af forskellige årsager blev det besluttet at oprette Skagen Festival Fond
tilbage i 2007. Skatte- og momsregler betyder blandt andet, at Skagen Festivalen ikke kan eje noget – derfor
er alt udstyr købt af fondet, som så lejer det ud til festivalen. Det er også fondet, der står for al
sponsortegning og markedsføring af festivalen. Fondet tager sig ligeledes af opgaver over for pressen og af
festivalens hjemmeside. Fondet er selvstændigt, men der er i praksis et tæt samarbejde mellem festival og
fond.
En særlig opgave, som blev løst i år, var udgivelsen af jubilæumsbogen. Mange af festivalens frivillige har
bidraget til bogens indhold i samtaler med Jørgen Pyndt, forfatter af bogen. Hvis nogen endnu ikke har købt
et eksemplar, er jeg sikker på, at det er muligt at købe et senere i dag.
Derfor finder jeg det også naturligt, at vi på generalforsamlingen finder tid til, at Fondet kan orientere om sin
virksomhed. Det sker til slut under punktet eventuelt.
Borgmestermøde
Ligesom det er vigtigt med et godt forhold til erhvervslivet, er det vigtigt med et godt forhold til kommunen.
Det kan ingen være i tvivl om. For Skagen Festival er det vigtigt, at kommunen – specielt efter
kommunalreformen – kender os og ved, hvilken betydning vi har for Skagen by.
Vi havde derfor inviteret os selv til møde med den nye borgmester, Lars Møller. Vi, d.v.s. festivalen og
fondet, fortalte ham om os selv. Om støtten fra erhvervslivet, om det store engagement fra alle de frivillige,
om de mange gæster, som kommer. Det er turistforeningens vurdering, at der i festivaldagene er op imod
70.000 gæster i byen, hvoraf festivalen trækker de 30-35.000. Vi, der deltog, er ikke i tvivl, vi fik sendt et
yderst positivt signal til borgmesteren, og han kvitterede da også med anerkendelse af festivalens betydning
for kommunen. Han lagde særligt vægt på, at festivalen gør meget for at klare sig selv og selv søge
opbakning lokalt, inden vi går til kommunen.
Kappelborg
Det sidste, jeg vil komme ind på i beretningen, er en orientering om kulturhus Kappelborg.
Festivalen har deltaget i flere møder om det kommende kulturhus, og vores indgangsvinkel er, at vi er det
største kulturarrangement i byen, i kommunen – ja, i regionen. Derfor er vi ikke i tvivl om, at Skagen
Festival er en naturlig del af Kulturhus Kappelborg.
Torvescenen ligger ved Kappelborg og er den scene, som byggeriet får betydning for. Allerede i sommer
måtte vi flytte til pladsen ud mod skolevej, og sådan bliver det også i 2011. Projektgruppen bag, kommunen,
vil gøre, hvad der er muligt for at få pladsen mod skolevej færdig, så vi kan sætte torvescenen op der. Den
indre skolegård bliver ikke færdig.
Når kulturhuset er færdigt, vil det rumme en masse muligheder, og det, der bliver interessant set med
festivalbriller, er, at vi kan flytte billetsalget hertil. Huset vil også komme til at rumme en multisal, hvor det
kunne være muligt at afholde koncerter i vinterhalvåret. Vi tør endnu ikke sige noget om muligheden for at
benytte salen under festivalen, da vi ikke kender lydisoleringen af multisalen. Huset vil også komme til at
rumme flere mødelokaler, og her er det festivalens ønske at sætte sig på et af dem til vores mange møder før,
under og efter en festival.
Festivalen er i dialog med projektgruppen om flere praktiske forhold i og omkring huset, ligesom vi var det,
da havnepladsen blev renoveret for år tilbage.

Lars Jensen
formand

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fantastisk jubilæumsår for Festivalen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger