Ny udstilling på Skagens Museum fra 1. februar
21. januar 2011 - kl. 0:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fra 1. februar – 8. maj 2011 viser Skagens Museum en del af de mange værker, som skagensmalerne lavede, når de ikke arbejdede på deres store oliemalerier.
Udstillingen med titlen Når der ikke males – Tegninger, akvareller og pasteller fra Skagens Museums egen samling markerer, at Skagens Museum tager hul på et nyt og spændende år ved at vise en større samling af arbejder på papir. Værkerne vises helt ekstraordinært i museets store udstillingsrum, hvor dagslyset er blændet af. Værkerne er nemlig meget sarte og følsomme overfor lys, så det er sjældent, at de udstilles i de store sale, men nu får publikum mulighed for at nærstudere en stor del af disse værker. Udstillingen giver samtidig også et indblik i, hvad skagensmalerne lavede, når de ikke arbejdede med de store oliemalerier. Flere af skagensmalernes tegninger blev ofte til under mere afslappede og uformelle former og dette “liv bag facaden” får publikum altså nu også lov til at opleve.
På museets 1. sal udstilles museets smukke samling af krukker udført af Thorvald Bindesbøll samt et udvalg af arkitekten Ulrik Plesners tegninger til flere af husene i Skagen – heriblandt Skagens Museum, Brøndums Hotel, Klitgården og Skagens kirke.
Museets nyhvervelse – en bronzestatuette lavet af Laurits Tuxen og forestillende P.S. Krøyer bliver også udstillet på museet. Statuetten er en gave fra Skagens Museums Venner.
En kommentar til “Ny udstilling på Skagens Museum fra 1. februar” under annoncerne.
Skynd Jer skynd Jer – den mest fantastiske udstilling på Skagens Museum i mange mange år!
Tak til alle ansatte for en skøn oplevelse – tak!
Anders Teigen