Unge talenter får chancen på Skagen Festival
19. maj 2011 - kl. 8:11 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nyt projekt skal støtte talentudviklingen i folkemusikken. Selv om Skagen Festival i år runder det meget skarpe hjørne med 40 års festival´er i en ubrudt række, så er det ikke ensbetydende med, at landets mest sejlivede festival har glemt udviklingen eller fornyelsen. Ganske vist byder det officielle program på mange kendte navne og mange gensyn, men der er også plads til folkemusikkens vækstlag på årets festival.
På dette års festival, der afvikles i dagene 30.juni-3.juli, præsenterer festivalen et nyt og spændende to-årigt projekt, der skal styrke talentudviklingen indenfor folkemusikken. Det sker i et samarbejde med Kultur-Alliancen i Frederikshavn og Hjørring kommuner samt organisationen World Music Denmark, der blandt sine mange formål netop har nyskabende aktiviteter i samarbejde med spillesteder og festivaler som ét af de vigtigste.
Talenterne på scenen
På dette års Skagen Festival vil samarbejdet konkret blive udmøntet i, at mange af de unge talenter får chancen for at møde et stort publikum fra to af festivalens scener, nemlig Torvescenen på det nye kulturcenter midt i byen (den tidligere Kappelborg Skole) samt på Havnescenen, der som sædvanlig holder til i det store festivaltelt på havnen.
• Vi håber, at publikum vil tage godt imod de unge talenter. Hvem ved? Måske er det nogle af de kommende års stjerner, man på den måde kommer til at møde for første gang, siger Peer Løgsted Andersen fra Skagen Festivals musikudvalg.
Udover muligheden for at stå på en scene overfor et levende og engageret publikum, så vil udviklingsprojektet i Skagen også give de unge musikere mulighed for at mødes og udveksle erfaringer og starte nye samarbejdsrelationer.
Festivalen er ved tidligere lejligheder blevet kritiseret for ikke at forny sig tilstrækkeligt og for ikke at have tilstrækkelig opmærksomhed på vækstlaget i folkemusikken. Med det nye udviklingsprojekt for netop de unge talenter mener festivalens ledelse at have modbevist den påstand.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Unge talenter får chancen på Skagen Festival' til en bekendt