Unik udstilling på Galleri Hesselholt
27. maj 2011 - kl. 6:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Galleri Hesselholt i Hulsig ved Skagen slår dørene op for sæsonens anden udstilling, lørdag den 4. juni, er det for flere af kunstnerne for første gang i lokalt sammenhæng.
Det bliver en spændende udstilling der breder sig over abstrakte indtryk fra naturen, farverige symfonier over impulsive følelser til fantasier i ler og glas.
Udstillerne
Maleren Mariann Helbo, flyttede til Skagen i 1987, hvor hun i dag er selvstændig tandtekniker. Maleriet har været off and on gennem årene, hvor selvstændig virksomhed og familie med små børn har været svært at kombinere. Da børnene voksede op blev der tid til at male igen.
Mariann fik i 1999 optaget et maleri på den censurerede udstilling ”Kunstnernes Sommerudstilling” i Tistrup og nu er der mulighed for på udstillingen i Hesselholt, at se hvordan Mariann har udviklet sig.
Inspirationen er Skagens smukke natur og farver, og trods den abstrakte stil er der for det meste et stykke blå himmel at finde i motiverne.
Den næste lokale kunstner er Rikke Fage, som arbejder i ler. Det er første gang at Rikke Fage udstiller i gallerisammenhæng og der venter en overraskelse. Rikkes arbejder signalerer det lille twist der er mellem det perfekte og det skæve, robuste udtryk og det kan absolut ikke overses i hendes værker.
Rikke bruger i sine værker gamle ting som har historie, slitage, patina m.v., som viser tegn på liv. Rikke finder bl.a. sin inspiration i klubben ”Piger med ler og lir”, hvor de udveksler tanker og ideer.
Glaspuster Marie Sander Kaas, som er opvokset i Kandestederne tæt ved Raabjerg Mile, hvor hendes mor havde et keramikværksted, er også blandt de udstillende kunstnere, og udstiller for første gang lokalt. Marie arbejder i øjeblikket hos glaspuster Anne Flohr i Lillevorde, men inden da har hun været vidt omkring.
Et år på International Glasscenter nær Birmingham i England til 3 år på Kosta Glascenters glasskole i Sverige. Derefter gik turen tilbage til Danmark og Sæby Glaspusteri og glaspusteriet Elbjørn.
Maries flotte værker er nok et besøg værd.
Den sidste udstiller, Bo Johansen, som før med stor succes har udstillet på Galleri Hesselholt, udstiller helt nye værker.
At Bo Johansen maler naturen er ikke ensbetydende med, at han er en landskabsmaler, i den klassiske forstand. Det er således ikke fotografiske reproduktioner af et konkret landskab, men snarere det lys og de evige omskiftlige processer, der ligger bag det. Omvendt kan man sige, at skønt hans billeder er abstrakte, ligger der altid en konkret oplevelse og en konkret observation bag.
Så der er lagt op til en anderledes og unik udstilling, når Galleri Hesselholt holder fernisering lørdag den 4. juni kl. 14.00-17.00. Udstillingen kan ses frem til 22. juli 2011.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Unik udstilling på Galleri Hesselholt' til en bekendt