Verdensballet – stor succes ved Den Tilsandede Kirke
19. juli 2011 - kl. 11:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For 4. år i træk dansede Verdensballetten ved Den Tilsandede Kirke. Billetterne var revet væk på få timer, og publikum fik indfriet sine største forventninger. 1500 mennesker havde taget plads ved kirken, nogle på bænke foran scenen og andre med picnickurve rundt i klitterne. Forestillingen er på 4. år blevet en Skagens-event som trækker publikum til fra hele Danmark, ja selv fra udlandet planlægger turister deres ferie efter hvornår balletten danser.
7 af verdens førende balletdansere dansede – anført af danske Johan Kobborg, der som kunstnerisk leder havde sammensat et stærkt program med highlights fra både den klassiske og den moderne ballet. Sammen med sin faste partner – både på scenen og privat, primaballerinaen Alina Cojocaru, åbnede han forestillingen med den intense og meget smukke pas de deux fra Tornerose. Man forstod til fulde hvorfor netop dette par regnes blandt de bedste i verden. Herefter fulgte uddrag af forskellige balletter fra The Royal Ballets repertoire, Giselle, Furious Angels, Grand pas Classique og Invitas Invitum.
Sidste sommer præsenterede Johan Kobborg sin egen ballet, Les Lutins, hvor violinisten Charlie Siem akkompagnerede danserne på sin 82 millioner kr. dyre violin. Balletten blev til publikums store begejstring vist igen i år, og Charlie Siem akkompagnerede igen på sit dyre instrument. Den meget charmerende ballet virkede næsten endnu mere charmerende i år, hvilken virtuositet både fra danserne og fra musikerne.
Som altid blev balletten krydret med arier fra operaens verden, i år med en ægte operadiva på scenen – kgl. operasanger Susanne Resmark. Hun har netop debuteret på verdens fineste operascene – The Met i New York. Akkompagneret af den svenske pianist Mats Knutsson, der til daglig er tilknyttet operaen i Wien, gjorde hun sin entre med Wagners Tannhaüser, sang sange af Sibelius, og sammen med aftenens konferencier Jens-Chr. Wandt, sang hun den smukke arie fra Saint-Säens opera Samson & Dalila – Mon Cæur. Mens de stod og sang disse smukke strofer åbnede himlen sig og regne silede ned nærmest som en smuk kulisse til den vidunderlige sang. Men regnen betød også at denne arier blev finalen på en meget smuk og vellykket aften. Scenen var for våd til at danserne turde fremføre det oprindelige slutnummer, pas de deux´en fra balletten Don Quixote. Publikum havde fuld forståelse for denne beslutning og kvitterede med stående applaus og stor begejstring.
Arrangøren Jens-Chr. Wandt var efterflg. meget taknemmelig over den modtagelse, som publikum gav dette års forestilling.
– Det er vidunderligt at mærke hvilken begejstring der er for det vi laver, stemningen er meget intens når balletten danser, det mærker vi meget tydeligt på scenen, det gør at danserne i den grad har lyst til at danse i Skagen – siger Jens-Chr. Wandt, som lover, at balletten kommer igen til næste år. Men først er der endnu en forestilling i aften, og så rykker hele holdet til Kristiansand i Norge hvor forestillingen præsenteres torsdag, fredag og lørdag.
En kommentar til “Verdensballet – stor succes ved Den Tilsandede Kirke” under annoncerne.
Endnu engang en fantastisk aften ved den Tilsandede Kirke.
Tak til Jens – Chr. Wandt og hele ensemblet.