Foredrag med Christian Kock på Klitgården
23. juli 2011 - kl. 0:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er stadig billetter at få når Refugiet Klitgården arrangerer: “De svarer ikke”, foredrag ved Christian Kock, onsdag, den 27. juli kl. 20.00
“De svarer ikke” handler om, hvorfor det ofte går galt, når politikere og andre debattører diskuterer med hinanden og med offentligheden.
De forplumrer eller forpasser gang på gang vigtige debatter, og medierne lader det ukritisk ske. Taberne er borgerne, der bliver hægtet af, fordi alt går op i spin – eller, med forfatterens ord: blah, blær og blame-game.
Bogen dissekerer den politiske debats uskikke med mange autentiske eksempler fra dansk politik. Politikerne taler forbi hinanden – og vælgerne – med tricks og teknikker som bl. a. vildledende talfusk, ikke-svar, fortielser, fordrejninger og ubegrundede affejninger af modargumenter, mistænkeliggørelse af modparten, bevidste misforståelser og meget mere. Har man først fået øje på de mest almindelige unoder, er man bedre klædt på til at forholde sig kritisk og selvstændigt til den politiske debat – og til at forlange noget bedre.
Citater fra bogen:
”Moderne politik er blevet til en kamp 24 timer i døgnet – om hvad der er fakta. … Hvor svært kan det være for politikere at enes om hvor stor en udgiftspost er?! Der foregår omvendt lommetyveri: Listige mennesker putter med deres sprogbrug noget ned i lommerne på os uden at vi opdager det – nemlig holdninger og synsmåder som er ønskelige for dem.”
Alle er velkomne
Entre, inklusiv et glas vin:
medlemmer kr. 125,00
ikke medlemmer kr. 175,00
Tilmelding nødvendig på info@klitgaarden.dk eller på tlf. : 96 79 19 99
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag med Christian Kock på Klitgården' til en bekendt